Den vanskelige rejse

Jeg har fået en historie i min mailboks. Den er skrevet af en kvinde, jeg har undervist på et kursus. Hun hedder Ditte Brostrøm.  Jeg synes historien er så fin at jeg gerne vil dele den med dig.  Den kommer her:

Jeg vil gerne fortælle dig en historie. Du skal gå nord. Det nord som ligger nord for de mørkeste skove, de ensomste heder, de dybeste søer og de vådeste moser. Vejen er svær og fyldt med forhindringer, men dem der når dertil siger at det er hele den vanskelige rejse værd. Ikke med det samme. Faktisk aldrig med det samme. Ingen planlægger rejsen på forhånd, men omstændigheder, tilfældigheder eller nogen vil kalde det skæbnen sender dem ud på rejsen for at lære om sig selv. Ud på den vanskelige vej mod nord, som for få tager dage, andre måneder og for nogle år. Men når de er kommet ned der fra igen, så har vejen og det nord ligesom sat sig et sted, inden i dem. Beriget dem. For ved dette nord skinner lyset med særlige bølger, som bølger med vandet, som hvirvler vinden til virkeligheden. Så al ting ses ufiltreret  klart. Som du nok kan forestille dig er stedet mod nord noget helt ganske særligt. Til dem der tager sig tiden. Dem der folder tålmodigheden ud og sætter sig godt tilrette på den, de vil kunne høre helt ganske særlige toner brede sig ud. Rene høje toner, som den smukkeste fuglesang, og hvis man lytter godt efter vil man høre at fuglens sang er fuld af ord. For den her fugl flyver på luftstrømme af energi og tanker, som bliver til vinde af ord der spredes, og modtages som ordstrømme som strømmer i kroppe som bliver til synapser af minder, følelser, tanker…
Ord der er indtryk, aftryk af noget som var og som bliver til udtryk af noget der bliver. Denne sangstemme har sat aftryk i flere sjæle end du kan forestille dig. For som ringe i vandet spreder sig, spreder fuglens sange sig når ordene danser i luften, og spredes med vindene. Mange mange er blevet rørt dybt af fuglens sang, men kun ganske få har set den, rigtigt. Nogen har set skjoldet. Andre har set det der er bag. Fuglen er en fiskehejre med et skildpaddeskjold. Ja det er sandt. En ganske klog fiskehejre, i et helt rigtigt skildpaddeskjold. Hvordan det er lykkedes fiskehejren at finde det smukke skjold eller at få det på, fortæller historien desværre ikke. Men det må have været et særligt syn, at se en hejre iklæde sig det yderst nyttige skjold. For selvom man har vinger så man kan flytte sig, hvis det skulle blive nødvendigt, så er det nu meget godt at have noget til at beskytte sig. Det har alle brug for. Mennesker som dyr, dyr som mennesker. Fuglen her havde hørt mere end de fleste, for nok sang den, men den lyttede også opmærksomt til de folk der nåede det nord så langt væk, hvor fuglen havde bosat sig. Lyttede til det de havde båret med sig helt til nord. Også sang den, sang så den løste og opløste.
På andre tidspunkter fløj fuglen langt omkring, som om den blev trukket af noget. Varmere himmelstrøg måske, frihed, eller lyset som alle andre fugle der om vinteren trækker mod syd. Fiskehejrerne trækker mod Spanien eller Sydfrankrig. Og det gjorde denne skjold-fiskehejre også.
Nok kunne den lide at lytte, men det bedste var at synge med ord.
Andre gang kunne man se den danse rundt på sine ben, rundt og rundt og rundt eller i en tango hvor den med benet sparker hårdt markerende i gulvet.
Man kunne også finde den i det smukke grønne omkring dens rede i nord, gå og rode i jorden med næbbet, som den i øvrigt ikke var bange for at stikke for langt frem.
Nogen gange var den at finde på vandet omkring reden.
Men den kunne nu allerbedst lide at synge med ord. Så satte den sig godt tilrette på sin ynglingsgren, også sang den. Bare sang og sang og sang. Sang af lyst og glæde, til stor glæde for mange. 
Og hvis det en dag bliver dig der skal langt mod nord, så ved du hvad du skal lytte efter..

Ny hjemmeside – 3 forsider

Den gamle hjemmeside – 10 år med succes

Denne blog er lidt speciel fordi den er den første jeg skriver efter at denne nye hjemmeside er kommet op at køre. Min gamle side, med det blå banner med kunst har kørt i 10 år og haft flere og flere besøgende, så jeg var ikke meget for at lave ændringer. Det gik jo lige så godt.

Læs om appen

Men så var det at jeg fik den ide at lægge mine mange fokusøvelser og helende historier ud i en app. Og det er også gået godt med den app, men en del mennesker har søgt efter vejledning til, hvordan man bruger appen og hvad de forskellige historier og øvelser er gode til.

Og det var her det første frø til den nye hjemmeside blev sået. Når jeg nu alligevel skulle have lavet en ny hjemmeside kunne jeg lige så godt få lavet en, der kan læses på alle platforme – og derfor er der så mange ændringer at jeg synes det var forfriskende også at signalere det i et  nyt design.

Tre i en

1)Psykologhuset Venø´s forside med fugleungen, der bliver fodret

Skærmbillede 2016-06-13 kl. 16.49.12

2)App forsiden med et menneske, der går imod lysere tider

Skærmbillede 2016-06-13 kl. 16.53.29

3)Forfatterforsiden med et billede af mig, Lotte Lykke Frederiksen

Skærmbillede 2016-06-13 kl. 16.53.45

Du finder de tre sider ved at klikke på den lille flig af det næste billede, der kommer til syne yderst til højre.

Jeg håber du vil finde det du søger efter på siden og ellers må du endelig skrive. Fx i denne tråd, eller på en af facebooksiderne Mindfulness og hypnose eller forfattersiden.

Hvis du gerne vil orienteres om nye tiltag, fx når der er kommet nye øvelser til appen eller hvis jeg har en ny bog på vej, vil jeg skrive om det i et nyhedsbrev. Det er min plan at skrive når jeg har noget relevant at fortælle, så jeg lover dig at jeg ikke spammer dig, hvis du tilmelder dig mit nyhedsbrev.

Du kan også bare følge med her på bloggen.

Som du kan se er der også gamle indlæg på bloggen fra før denne hjemmeside startede. Det skyldes at min hjemmesideudvikler har kopieret udvalgte blogs fra den gamle side så du stadigt kan have glæde af dem.

Mvv  Lotte

 

Har vi glemt at sanse?

Jeg havde for nyligt en terapeutisk samtale med en humoristisk og engageret mand, der har oplevet mange ting i sit liv. Både glædelige og meget voldsomme oplevelser har han haft. Og på den måde er han selvfølgelig som alle os andre. Vi har alle både behagelige og ubehagelige oplevelser i vores bagage.

Vi har fuld fart på

Det, som jeg blev optaget af efter samtalen, var at jeg har mødt en del mennesker, som har fuld fart på i deres liv. De har stor succes med deres karriere, og de har opnået meget af det, de har sat sig for. Alligevel kommer de til mig, fordi de ikke har det godt.  De kan have mange forskellige vanskeligheder. Hvert menneske reagerer jo forskelligt.

Vi lærer ikke at udfordre vores sanser

Men fælles for alle synes at være en ting: nemlig at sansning er stærkt underprioriteret i deres liv. Og når jeg vælger at skrive om det her, er det fordi jeg mener det er et udbredt fænomen, som jeg bestemt også genkender fra mig selv.

Sansning er en underprioriteret del af de fleste menneskers liv. Det er heller ikke meget vi lærer om det i skolen. Eller på arbejdspladsen. Vi bruger selvfølgelig vores synssans til at læse og se fjernsyn. Men det er sjældent vi udfordrer synssansen ud over det. Og hvor meget energi bruger vi på at lytte efter lyde, opsøge nye smagsindtryk, røre ved og føle sin krop, etc. etc.? Ikke så voldsomt meget i løbet af en almindelig dag, vel?

sansning
Men hvad med at sanse indad? Mærke hvordan vi har det? Om vi er trætte, glade, frustrerede, vrede eller kede af det? Eller måske endda lykkelige?  Det er en evne vi alle har, og vores hjerne afkoder løbende vores tilstand, men hvor gode er vi til at MÆRKE det?

Vi ignorerer kroppen

Min oplevelse er, at mange mennesker er blevet utroligt dygtige til at ignorere kroppens sansninger. Vi får nogle tegn på træthed eller vrede, men vi ignorerer det og arbejder videre. At give kroppens sanseapparat frit løb er alt for krævende, fordi man kan risikerer at ens sanseapparat modarbejder ens ønsker og krav til sig selv. Vi kan ikke leve op til egne eller andres forventninger, hvis vi giver os til at mærke efter. Derfor øver vi os i at lade være. At lade kroppen passe sig selv. Lad bare kroppen være træt. Imens vil jeg så være effektiv.

Kroppen råber op – og vi går ned med stress eller depression

Og et langt stykke af vejen lykkes det for os. Men heldigvis – eller desværre, det er som man tager det – er kroppen den stærkeste i det lange løb.  Til sidst vinder kroppen og trætheden, frustrationen eller aggressionen presser sig på. Så er det man pludselig går ned med stress eller havner i en depression. Det er kroppens forsøg på at råbe os op: “Mærk nu efter!”, synes den at sige til os.

Så måske skulle vi prøve at mærke efter noget før. Så var det hele måske lidt sjovere i længden. Også selvom noget af det vi ville mærke undervejs ville være trist, hårdt og besværligt. I længden ville vi nok blive mere lykkelige.

Temadage på Ringkøbing Sygehus

Temadage starter ny proces

På Ringkøbing Sygehus har de været så ambitiøse at lave 4 temadage inden opstart af en større organisationsændring.
Og de dage var givet godt ud.
Både læger, sygeplejersker, sekretærer og portører var samlet for at få sat den nye proces i gang og skabe de bedst mulige vilkår for patienterne fremover.
Som en af deltagerne skrev til mig:
“Jeg synes vi har nogle rigtig gode dage sammen, og i dag er vi pludselig gået fra ‘os’ og ‘dem’ til en følelse af ‘vi’ -det må vel siges at være positivt. Hilsen Maria”  

Fortællingen som omdrejningspunkt

Ledere og personale gik med stor kreativitet til opgaven.  Det hele startede med en fortælling og i løbet af temadagene blev fortællingen det fælles omdrejningspunkt.
Medarbejdere og ledere gik sammen og skabte fortællinger, der satte fingeren på pulsen på en utrolig givende og humoristisk måde, der var med til at bygge broer over tidligere kløfter.  Eller, som en af gruppernes historier viste, skabte en oase i en ørken.
Når man taler om sin arbejdsplads i forhold til en fiktiv fortælling, kan man pludselig se, hvordan en tilføjelse eller ændring ét sted i historien vil ændre en række andre sider af historien.
Den sammenhæng, der er mellem medarbejdernes og ledernes individuelle oplevelser af og i virksomheden, bliver synlig på en måde, der ofte opleves som en aha-oplevelse.
Fortællingen er også frisættende, fordi der ikke er nogen begrænsninger på, hvad der kan ske i fx et eventyr eller en fabel. Man kan altså tillade sig at komme med de vildeste forslag, som i andre sammenhænge ville blive afvist som urealistiske.

Forandring og udvikling blev sat i gang.


Temadagene var utroligt vellykkede – netop fordi medarbejdere og ledere gik engagerede til opgaven. Der blev grinet og diskuteret. Og mange usagte ting blev pludselig sagt højt.
Tilbagemeldingen var, at processen var sjov og energigivende, men også satte forandring og udvikling i gang.
Man oplevede, at man fik konkrete mål og strategier i hus!

Min kone forstår mig ikke!

Eller oplever du det måske snarere som: ”Min mand forstår mig ikke!!

Dårlig kommunikation

Mange problemer i parforholdet skyldes dårlig kommunikation. Man tror, man ved, hvordan den anden tænker og hvordan den anden føler. Man glemmer at fortælle hinanden det – og man glemmer at være nysgerrige overfor hinanden.
Man glemmer at lægge mærke til hinanden. Måske har man også glemt at lægge mærke til sig selv, og så er det jo vanskeligt at fortælle den anden, hvordan man har det.
Hvis du oplever at du fungerer dårligt i dit parforhold, er der grund til at overveje at gøre noget ved det. Hvis det kun er dig, der oplever situationen som vanskelig, vil det være en god ide med individuel terapi i første omgang.

Genfinde nærheden

Hvis I begge to oplever, at I har problemer i parforholdet, er det en god ide at gå sammen i terapi. Gennem parterapi kan I måske genfinde den gensidige nærhed og forståelse for hinanden. Hvis I giver jer selv lov til at opleve hinanden på nye måder, vil det kunne fremme nærheden og indsigten og dermed måske få kærligheden til at blomstre igen.

Hvad kan man få ud af parterapi?

Man får hjælp til at lytte til hinanden på nye måder. Ligegyldigt om der er tale om skænderier, lukkethed, tavshed, utroskab eller problemer med sexlivet, så er der nogle ting, det kan være gavnligt at lære:
Man kan lære at tale sammen, respektere og forstå hinanden – også når man ikke er enige.
Man kan lære at tale sammen om følsomme ting – i stedet for at skændes og lukke i.
Man kan lære at få øje på, hvordan problemerne opstår. Man kan lære at få mere kontrol over, hvad der sker. Man kan lære at se hinanden på nye måder, og dermed få en ny nærhed og varme.

”Livets flod” – den ukuelige kvinde og det dybe vand

Hvordan en kvinde, der har mistet sit arbejde og sin livsgnist, genfinder håbet og modet til en forandring via en fortælling.

Som psykolog møder jeg ofte mennesker på et tidspunkt i deres liv, hvor deres fortællinger om sig selv er præget af sorg, bitterhed, utryghed, usikkerhed, fortvivlelse, modløshed, bekymring, angst, meningsløshed, forvirring eller håbløshed. Og når man som menneske er fyldt af en eller flere af disse svære følelser, er det ofte svært at se fremad, at øjne et nyt håb eller overhovedet at forestille sig at ens tilstand kan blive bedre.

Det er her fortællingen kommer til sin ret. Når jeg har lyttet en rum tid til den, der sidder overfor mig i terapien, danner jeg mig langsomt et indtryk af dette menneske. Både af vedkommendes nuværende vanskeligheder og af vedkommendes personlighed generelt – og af hvordan dette menneske tidligere har tacklet vanskelige livsvilkår.

Ud fra disse indtryk forsøger jeg at danne mig et billede af personen på et mindre rationelt og bevidst plan. Jeg forestiller mig måske et dyr, en plante eller en eventyrfigur, som jeg så begynder at lave en lille fortælling om. Ofte udspringer billedet af noget, som det menneske jeg har i terapi, selv har fortalt mig om. Fx kan et menneske sige: ”Før hoppede jeg af sted i mit arbejdsliv og sprang glad fra det ene til det andet uden problemer.” Her kan jeg associere en energisk hare eller kanin, og kan så begynde at lave en historie om den, som passer til dette menneskes livssituation.

Fortællingen skal afspejle livssituationen

Historien skal afspejle de vanskeligheder, som vedkommende oplever lige nu. Til eksempel vil jeg beskrive en kvinde, som jeg havde i terapi. Hun var langtidssygemeldt fra sit arbejde på grund af fysisk sygdom, og hun havde vanskeligt ved at se et liv uden for arbejdsmarkedet. Hun havde hele sit liv været en meget stærk kvinde, der havde klaret mange svære udfordringer og kendte sig selv som en handlekraftig kvinde. Det var derfor yderst belastende for hende, at hun nu på mange måder var blevet ’klient’.

Kvinden fortalte, at hun havde et tilbagevendende mareridt, hvor hun oplevede, at hun var ved at drukne. Hun var på dybt vand, og hver gang hun stak hovedet op over vandet, kom der er hånd og pressede hende ned. Det var selvfølgelig en oplevelse, der var forbundet med stort ubehag, hjælpeløshed og i sidste ende dødsangst. Det var altså en vigtig oplevelse – et billede som dukkede op af sig selv hos kvinden i søvne.

Jeg tog derfor afsæt i denne situation. Jeg besluttede at lave en historie hvor kampen i vandet kunne tilføres noget mere håb, og rumme nogle muligheder for en fremtid. Når menneskers livsvilkår er vanskelige, skal man selvfølgelig anerkende det og forholde sig til problemerne. Fortællingens rolle er, at den kan hjælpe et menneske til at åbne en dør på klem. En dør der fører frem til løsninger, muligheder og håb.

Gendigtning af en livshistorie

Den fortælling, som jeg lavede til kvinden, udsprang af den situation, hvor hun var på dybt vand. Jeg forestillede mig kvinden som en ung pige, der var vokset op ved en flod og som var en meget habil svømmer.

Jeg forestillede mig kvinden som et menneske, der var som en fisk i vandet. En fisk, der slet ikke havde behov for at komme op – måske ikke engang havde godt af at komme op af vandet. Historien kunne derfor være kommet til at dreje sig om en fisk, men det billede, der dukkede op på min nethinde, var i stedet billedet af en lille indianerpige. Den lille indianerpige svømmede i en flod. Ud fra dette billede begyndte jeg at bygge en historie op, der i store træk afspejlede kvindens egne livserfaringer, som hun havde fortalt mig dem. Samtidigt bar historien præg af at den var et eventyr og at alt derfor kunne ske.

Ideen med at gendigte kvindens livsfortælling i eventyrform er, at det giver mulighed for at alt kan ske. Vi er som mennesker ret åbne overfor eventyr. De er ikke underlagt de samme vanemæssige begrænsninger, som vores almindelige rationelle tænkning ofte er. Billeder og fortællinger virker direkte ind på os – udenom vores rationelle bevidsthed – og kan derfor skubbe til vores mentale indstilling på et dybere plan.

Jeg lavede en fortælling til kvinden, hvor jeg beskrev en lille pige, der var datter af en indianerhøvding. Når jeg valgte at gøre faderen til høvding, var det for at tilføre styrke til figuren, fordi kvinden havde behov for at få øje på mere styrke i sig selv. Hvad jeg ikke kunne vide var, at da jeg fortalte historien til kvinden, synes hun at det var en perfekt karakteristik af hendes far. Det kunne hun og jeg så fordybe os yderligere i, i det omfang vi synes det var relevant for hendes nuværende situation.

Men mit hovedformål med fortællingen var at undersøge, om kvinden kunne se muligheder i et kommende liv udenfor arbejdsmarkedet. Nogle muligheder, som hun måske først skulle til at opdyrke. Derfor kredsede jeg om den situation, som kvinden selv havde beskrevet som et tilbagevendende mareridt og som også var en del af min fortælling.

I min fortælling oplever indianerkvinden, der nu er blevet voksen, og hvis forældre ikke længere lever, at hun ikke kan komme op af floden, der hvor hun plejer. Hun plejer at klatre op i bjergene og se ud deroppe fra. Hendes evne til at forcere de stejle bjergskråninger er noget hun som indianerkvinde er kendt og respekteret for. Men pludselig en dag kan hun ikke komme op af vandet, som hun plejer. En hånd skubber hende tilbage. Hun kæmper imod. Bliver vred og bange. Forsøger igen og igen:

Fra fortællingen

En dag svømmede kvinden som sædvanligt hen ad floden. Hun tænkte på sin far og mor, som ikke var i live længere. Hun blev tung i kroppen af det. Hun havde gjort alt hvad hun kunne. Hun kunne ikke bebrejde sig selv noget. Da hun kom til det dybe sted og skulle til at tage afsæt som sædvanlig, var kroppen for tung. Det lod sig ikke gøre. Hun prøvede igen og igen og til sidst fik hun lige fat i kanten og fik hevet sig op i armene. Forpustet lå hun der og sundede sig lidt. Nu måtte hun rejse sig og se at komme op ad bjerget. Det blev en hård tur. Kroppen værkede. Var det bjerg ikke blevet stejlere? Så hårdt plejede det da ikke at være. Hun klarede den. Så hvad der skulle gøres, hvem der skulle hjælpes og hvad der skulle ordnes. Så gik hun ned og svømmede hjem. De næste mange dage var det svært at komme op på plateauet og hårdt at komme op ad bjerget, men hun gjorde det. Hun vænnede sig til det og bemærkede det næsten ikke. Hun gav ikke sådan op. Selvfølgelig kunne hun klare det.

En dag hvor hun skulle til at kravle op på plateauet med et lille hop, kunne hun dog pludselig mærke at en usynlig hånd skubbede hende ned i vandet igen. Hvad var det? Var det en der ville hende det ondt? Hun blev vred. Men hvem skulle hun være vred på? Var det døden – sådan som nogen af indianerne talte om? Var der nogen der ville afholde hende fra livet? Hvem skulle det være? Kvinden kæmpede imod og forsøgte igen at komme op Til sidst måtte hun opgive og svømme tilbage. Det fortsatte i dagevis. Hver dag kæmpede hun med den usynlige hånd.. Pludselig faldt der hende noget ind. De indianere, der var bange for det dybe sted, var de indianere, der ikke havde lært at svømme. Hun kunne svømme. Hun kunne flyde. Hun kunne dykke. Hun kunne boltre sig i vandet. Hun prøvede det. Ingen hånd holdt hende tilbage fra at tumle sig i vandet eller ligge stille på ryggen og flyde. Pludselig forstod hun at det var det hånden ville vise hende. Hun skulle blive i dette våde, bløde element. Dette element, hvor hun kunne boltre sig. Dette element var godt nok meget blødt i forhold til bjerget. Men det var alligevel et stærkt element. Vandet havde en helt anden styrke end bjerget. Vandet var bevægeligt, smidigt og foranderligt. At blive i vandet var ikke at dø. At blive i vandet var netop at vælge livet. Livets Flod.

Også herfra kunne hun være til støtte og hjælp for andre, men nu kunne hun ikke længere komme til dem. Nu måtte de i stedet komme til hende. Hun måtte hele tiden bevare kontakten med vandet. Blive i dalen og se de ting, hun kunne se herfra.”

artikkel-5
Livet som ’bjergbestiger’ og som ’en fisk i vandet’ er meget forskellige liv. Dermed illustrerer historien den store forskel på kvindens tidligere livssituation som sund og rask og aktiv på arbejdsmarkedet, og hendes nuværende situation, hvor hun på grund af smerter må leve et andet liv – mere tilbagetrukket end tidligere.
I sådan en situation er det almindeligt, at man oplever sig selv som stærk, når man er arbejdsaktiv og som svag, når man er udenfor arbejdsmarkedet. Det er det samme ældre mennesker oplever, når de hører sig selv omtalt som ”ældrebyrden”. Det ligger der ikke meget styrke i. Men virkeligheden er jo, at mange ældre mennesker og mennesker med forskellige sygdomme har en utrolig mental styrke og ofte en stor indsigt i tilværelsen. Bjergmassiver og vand er repræsentanter for kontrasten mellem et liv på arbejdsmarkedet og et liv udenfor arbejdsmarkedet i denne historie.

Selvom bjerge er hårde og vand er blødt – rummer begge en enorm styrke. Det er den indsigt, jeg ønsker at åbne for. I stedet for at se sig selv som svag på grund af sin sygdom, ville det være hensigtsmæssigt at se sig selv som stærk på en anden og ny måde. Måske kende hun slet ikke sin nye styrke endnu, men skal først til at lede efter den igennem de næste samtaler.

Fortællinger kan forandre os

Det utrolige ved fortællinger er, at de virker så stærkt og direkte ind på os. Kvinden, som jeg havde i terapi, var utrolig glad for og berørt af eventyret, som hun takkede mig meget for. Eventyret om indianerpigen ved Livets Flod gav hende mod på at betragte sin livssituation på en ny måde. Det betød ikke at hendes problemer var løst – langt fra. Men historien gav hende mod til at se fremad og forestille sig et liv udenfor arbejdsmarkedet. Ja, hun ikke bare forestillede sig det, men værdsatte de muligheder, der kunne ligge i det. Muligheden for at slække på handlekraften og styrke selvindsigt og fordybelse.

Med lidt øvelse og evt. med lidt hjælp fra andre menneskers billedsprog om os, kan vi alle arbejde med vores fortællinger om os selv. Fortællingerne skaber os. Fortællingerne forandrer os. Gendigtninger af vores liv kan åbne nye døre – måske til et liv med helt nye facetter, muligheder og håb…

Få nærhed i dit parforhold

Problemer i parforholdet?

  • Har du problemer i dit parforhold?
  • Måske lider du af jalousi?
  • Føler du sig ensom, selvom I er to?
  • Har I svært ved at tale sammen uden at skændes eller lukke af?
  • Har du/I mistet lysten til sex?
  • Har I magtkampe?

Hvem har skylden?

Når gnisten forsvinder og der opstår problemer i parforholdet, er mange tilbøjelige til at skyde skylden på den anden part. Man oplever at den anden er årsag til ens smerte. Man synes at den anden har nøglen til ens lykke. Men det er sjældent, det kun er den ene part, der har ansvaret.

Det er vigtigt at pointere, at man ikke kan forbedre sit parforhold, ved at ændre på modparten. Det er en fælles proces, der skal til.  Et ønske om at tale sammen på en ny måde, lytte på en ny måde, være sammen på en ny måde.

Hvad skal der til?

Mange problemer i parforholdet skyldes dårlig kommunikation. Man tror, man ved, hvordan den anden tænker og hvordan den anden føler. Man glemmer at fortælle hinanden det – og man glemmer at være nysgerrige overfor hinanden. At lægge mærke til hinanden. Måske har man også glemt at lægge mærke til sig selv og så er det jo vanskeligt at fortælle den anden, hvordan man har det.

Hvis du oplever at dit parforhold har mistet sin gnist, er der grund til at overveje at gøre noget ved det. Gennem terapi kan I måske genfinde den gensidige nærhed og forståelse for hinanden. Hvis I giver jer selv lov til at opleve hinanden på nye måder, vil det kunne fremme nærheden og indsigten og dermed måske få kærligheden til at blomstre igen.

Hvad kan man lære af parterapi?

Man får hjælp til at lytte til hinanden på nye måder. Lige gyldigt om der er tale om skænderier, lukkethed, tavshed, utroskab eller problemer med sex-livet, så er der nogle ting, det kan være gavnligt at lære:

Man kan lære at tale sammen, respektere og forstå hinanden – også når man ikke er enige.
Man kan lære at tale sammen om følsomme ting – i stedet for at skændes og lukke i.
Man kan lære at få øje på, hvordan problemerne opstår. Man kan lære at få mere kontrol over, hvad der sker. Man kan lære at se hinanden på nye måder, og dermed få en ny nærhed og varme.