Næste roman kommer 15. oktober 2018

Så er romanen om “Familien Ifraeems blå øjne” endelig klar til trykning. Og når det er ved at mørkne og efterårsferien og Bogmessen nærmer sig, ja så udkommer den – nærmere bestemt d. 15. oktober 2018.

I kan købe den hos mig eller på nettet eller bestille den ved jeres lokale boghandler. Eller spørg efter den på jeres lokale bibliotek – har de den ikke på lager, så skaffer de den.

Jeg glæder mig til at høre jeres reaktioner, når I har læst den.

Så skrives der intensivt

Jeg er nu igen på Ørslev Arbejdsrefugium. Lige nu skrive jeg på min næste roman, altså ikke den der lige nu er ved afsluttende korrektur og grafisk opsætning, men den næste næste. Den er inspireret af en biografisk person, der blev født i 1856 i Borup som søn af en skomager. Han tog mange store initiativer i sit liv – som stadigt lever videre idag – han blev præst, han startede en højskole og han havde fart på – han var også lidt balstyrig, ihvertfald i min version af ham. Havde lidt svært ved at tøjle sine lyster og sine ideer  – I kan glæde jer til at høre mere.

Lige nu må der bare laves research

Lige nu må der bare skrives

Lige nu må der bare digtes

Og lidt brød skal der til

Og en kop te

 

Inspirerende weekend på Hald

Tak for en givende tekstlæsningsweekend til alle de engagerede kolleger, jeg har været sammen med i denne weekend. Jeg er nu hjemme i min egen lænestol med computeren i skødet og fuld af ideer og lyst til at skrive.

Sådan skal det være.

Held og lykke med alle de spændende manuskripter, der er på vej. Jeg glæder mig til at følge med i det hele.

Foredrag – mit liv med regn

Jeg glæder mig til at mødes med dig  d. 2. Marts kl 19.30 i Havnehuset på Venø. Jeg vil tale om hvordan mit liv, hvordan mange menneskers liv er som regn. Hvordan det kan være trist og trøstesløst som heldagsregn, hvordan det kan være præget af truende sorte tordenskyer, der får en til at krybe i ly og holde sig indendøre. Men det kan også være livgivende og dufte friskt og klart og virke rensende.

Jeg vil tage afsæt i det kapitel, der hedder “Lissom regn”, og fortælle om, hvordan det både handler om min barndoms oplevelser med mad og formaninger om at holde igen, og om min fars humørsvingninger.

Jeg vil dele ud af mine erfaringer fra mobning over venskab, kærlighed, usikkerhed, selvsikkerhed og hele vejen til værdien af komælk og problemet med sukat. Mælk kan lægge sig som en beskyttende hinde, blød og trøstende. Som modermælk.
Jeg vil også afsløre lidt om mine næste romanprojekter, hvoraf det ene er en historisk roman, der foregår på denne egn.

Forfatteren er gået i kloster!

Ja, det er sandt.

Jeg er bor på Ørslev Kloster mens jeg lægger sidste hånd på manuskriptet til min næste roman.

Her er mageløst og inspirerende på alle måder, og samtidigt med en familiær og hjemlig stemning. Manuskriptet er kommet op på bordet så det kan suge lidt af de mange smukke stuers historie til sig.

De 350 siders manuskript beskriver 2 søstres ydre og indre konflikter igennem et begivenhedsrigt og skæbnesvangert døgn. De to søstre er vokset op delvis adskilt fra hinanden, den ene med moren, den anden med faren. Handlingen foregår fortrinsvis i Danmark, men vi kommer også lige et smut til Pakistan, hvor faderen er født.

Her får du lige en lille bitte smagsprøve:

Hun er næsten hjemme. Der er mindre end firehundrede meter hen til deres hus, når man drejer rundt om det næste hjørne. Men eftersom hun er holdt op med at bevæge sig er der stadigt det samme stykke vej hjem. Hun ser underligt livløs ud som hun ligger der i sneen midt på vejen, men hendes hjerne kører derudad i et forrygende, hæsblæsende tempo, som om den er helt uden forbindelse til den situation hendes krop befinder sig i.

Efter klosteropholdet er mit manuskript klar til at blive sendt ud til 5 læsere, og derefter retter jeg det sidste til. Først herefter kommer turen til forlagene. Hvis jeg er heldig er den på vej i trykken om et års tid, men lad os se. Jeg har lært på et manuskriptudviklingskursus ved Peter Adolphsen, at man ikke må give op før man har fået afslag fra 15 forlag. Det er godt at huske på, da der er kamp om pladserne.

Jeg synes romanen er værd at glæde sig til. Håber du vil synes det samme.