Fænomenologisk holdning – eller dengang jeg skræmte min klient

Dengang jeg skræmte min klient

Jeg vil nu prøve at beskrive min styrende terapeutiske metode – at praktisere en fænomenologisk holdning –  ud fra en oplevelse, jeg engang havde med en ung kvinde, der gik i terapi hos mig.  Jeg har valgt et lidt dramatisk eksempel af pædagogiske årsager. Det dramatiske gør mig yderst bevidst om min fænomenologiske holdning i situationen, og det bliver derfor nemmere for mig at beskrive min forholdemåde.

Der er tale om en ung kvinde, der har været hos mig en del gange, og som jeg føler, jeg kender rimelig godt. Hun fortæller, at hun har sagt noget til sine forældre og efterfølgende følt sig lille og klemt. Så meget at hun næsten ikke kunne trække vejret.

En ansvarlig kvinde, der er ved at kvæles

Kvinden har før fortalt, hvor bekymret hun er for sine forældres ve og vel. Hun føler sig meget ansvarlig for, om de har det godt, og samtidigt er hun ”ved at kvæles”.   Kvinden har en mand, og de har sammen to børn. Vi har før talt om kvindens forældre og hendes behov for at have lidt mere afstand til dem, især mentalt.

Den episode, jeg vil fortælle om, finder sted på et tidspunkt, hvor kvinden lige har nævnt en udtalelse fra sin far, som jeg opfatter som grov og krænkende. Jeg spørger derfor kvinden, hvad hun syntes om bemærkningen, og hun fortæller, at hun havde svært ved at få luft efterfølgende. Jeg fortæller kvinden, at jeg selv får voldsom lyst til at slå i bordet. Kvinden spørger undrende, hvad jeg mener.

Jeg slår i bordet

Hvordan? siger hun, og så vælger jeg at slå min hånd hårdt ned i en bunke papirer ved siden af mig, og i den forbindelse falder en bog på gulvet med et brag. Kvinden spærrer øjnene op, hendes blik holder mig fast et stykke tid. Skræmt? Chokeret? Forvirret? Jeg kunne ikke læse blikket, ikke regne det ud. Jeg kunne bare se, at min opfordring til at sige fra ikke var blevet modtaget som en opfordring, men snarere som en trussel.

Kvinden trækker benene op under sig i stolen, krummer ryggen sammen over benene og siger stille ud imellem tænderne: ”der røg relationen”. Jeg blev først stille, så mærkede jeg, at jeg var ked af det og overrasket, hvilket jeg sagde til hende. I lang tid talte vi om, hvad jeg havde prøvet at fortælle fra min stol, og hvad hun havde oplevet i sin stol. Det endte med, at hun en halv times tid senere sagde, at hun troede på, at hun langsomt kunne bygge relationen op igen.

At blive ved og ved, indtil den anden føler sig forstået

Jeg lovede hende aldrig mere at slå i bordet i hendes terapisessioner, og jeg fortalte, at vi hen ad vejen nok kunne drage noget nyttig læring af hendes forskrækkelse, men at det på ingen måde havde været min mening at gøre hende bange. Min intension er imidlertid ikke vigtig her. Det vigtige er at jeg som terapeut bliver ved og ved indtil jeg føler, at jeg forstår den anden, og indtil jeg oplever, at den anden føler sig forstået. Jeg må sikre mig igen og igen, om jeg har set rigtigt. Om det jeg ser, er det samme som den anden ser eller oplever. Det er det, jeg kalder, at praktisere fænomenlogisk holdning.

Jeg må bestræbe mig på at finde ud af, hvordan min knytnæve fremstår ovre hos den anden. Hvilken følelse fremkaldte min knytnæve hos kvinden? Utryghed. Hvilken form for kropsfornemmelse? Uro, hjertebanken og fornemmelsen af mangel på luft, som hun kender det fra sin far. Og hvilken tanke? ”Der røg relationen”.

Det er et langsommeligt arbejde at forholde sig fænomenologisk, men det er min erfaring, at det er arbejdet værd. At blive ved med at spørge, at forholde sig ydmygt undersøgende, at forsøge at fornemme, hvad den anden mærker. Det er ikke let, og det går ikke hurtigt, men det menneske man taler med vil formodentlig være godt tilfreds med tempoet, med at føle sig set og nogenlunde forstået.

Fænomenologisk holdning fører til eksistentiel terapi

I 2003 beskrev jeg sammen med Kai Lykke Christensen fænomenologien som både ”en metode og en psykologisk holdning” (Frederiksen & Christensen, 2003: 17), men jeg er siden kommet frem til at ”det er holdningen, der er det bærende” (Frederiksen, 2013: 21), fordi den fænomenologiske metode ligesom vokser ud af den fænomenologiske holdning. Hvis man praktiserer en fænomenologisk holdning, vil ens terapi blive fænomenologisk og eksistentiel i sin karakter.

Storytelling som eksistentiel metode

Storytelling 

Storytelling trækker på en uendelig lang mundtlig fortælletradition. Nogle fortæller andres historier. Andre laver deres egne historier. Jeg holder af begge dele, men i min terapi bruger jeg af og til at skræddersy en historie til en bestemt problematik.

Når man har det skidt,  er man ofte meget optaget af, hvis ikke decideret opslugt af, sine problemer. Når jeg skriver historier, starter jeg derfor med problemet, og antyder blot ressourcerne mellem linierne.

Øje for det unikke 

Storytelling kan bruges som en fænomenologisk eksistentiel metode, hvis man bestræber sig på at få øje på netop det, der er unikt ved det menneske, man har over for sig. Jeg lægger mærke til personens særlige måde at være menneske på, særlige måde at tale på, vedkommendes måde at bevæge arme og hoved på, vedkommendes måde at udtrykke sig på rent sprogligt. Jeg lægger selvfølgelig også mærke til, hvad personen overfor mig har af bekymringer, sorger og glæder.

Disse iagttagelser kan så før eller siden inspirere til en historie. For mit eget vedkommende er det ofte et særligt ord eller en bestemt formulering, der sætter mine associationer, og dermed en historie, i gang.

Historier at spejle sig i

Når jeg bruger ordet ’historier’ refererer jeg til mundtlige eller skriftlige narrativer, der er klart definerede, med en begyndelse, en midte og en slutning. Historier kan være sande eller opdigtede. Historier kan direkte eller indirekte adressere et givent tema. Når man laver en historie til et menneske, man har i terapi, er det primære formål at spejle det, vedkommende har fortalt om sig selv, at give en fornemmelse af genkendelse.

Man kan selv vælge, hvad man vil spejle sig i, eller om man overhovedet kan spejle sig i noget. Det er altså det menneske, der er i terapi, der forholder sig, ikke terapeuten.  Terapeuten kan sende sine ideer på vingerne,  men det står det menneske, det handler om, frit for at vælge til og fra.

Det er af største vigtighed, at man som terapeut er lydhør over for det andet menneskes sprog. Ked af det skal ikke ændres til trist; at hænge med mulen skal ikke ændres til at hænge med hovedet; de fleste mennesker holder af at blive hørt, også helt bogstaveligt.

Helende historier

I bogen Helende historier. Fænomenologisk eksistentiel metode i terapi (Frederiksen, 2013) beskriver jeg tolv klientforløb med afsæt i tolv menneskers fortællinger om stress, smerter, overgreb, tab af erhvervsevne, sorg, depression, mobning, lavt selvværd, udbrændthed, afhængighed og kritisk sygdom. Fortællingerne kan opsummeres med udtryk, der er unikke for hvert enkelt menneske og dette menneskes særlige eksistens – som f.eks. at ”køre i for højt gear”, ”mærke et stik af længsel”, ”følge sig skamfuld og forkert”, ”være på dybt vand”, ”få benene slået væk under sig”, ”føle det hele er gråt og lige meget”, ”føle sig trådt på, knækket og kasseret”, ”ville gøre alle tilpas”, ”føle uro”, ”altid være glad og energisk”, ”være gift med sit arbejde” og ”frygte for ikke at have en fremtid”. De tolv kategoriserende begreber (f.eks. stress) har her fået formuleringer som unikke betegnelser (f.eks. køre i for højt gear), der siger noget om det menneske, der fortæller; siger noget om, hvad han eller hun oplever.

En hjælpende hånd

Historien kan ses som et svar på et uudtalt spørgsmål, en genvej, en hjælpende hånd, eller en vandrestav, der kan give støtte, hvis man skal vandre langt og alene på en hullet og strabadserede vej, hvor man måske endda er bange for at falde i afgrunden. Også med historien må man møde det andet menneske, der hvor det er. Det må ikke blive en docerende eller moraliserende historie. Man må bestræbe sig på at være et medlevende menneske, bestræbe sig på at finde samklang med det andet menneskes kropslig væren-i-verden.

En helende historie kan vise et menneske, hvad hans eller hendes fortælling har vakt i en. På den måde kan historierne blive dels noget at mødes om, dels en særlig måde at mødes på, en slags sam-skabelse.