Eksistentiel praksis – eller forelskelse reduceret til hormoner?

Forelskelse reduceret til hormoner og neurotransmittere

Naturvidenskabsfolk leder typisk efter det, der gælder for mange mennesker: Det, der kan generaliseres.  Essensen kunne man sige. Overlæge Troels W. Kjær fra Neurofysiologisk Afdeling på Rigshospitalet, forklarer fx kærlighed og forelskelse som et kompliceret samspil af hormoner og neurotransmittere i de elskendes hjerner (Kjær, 2008). Hvis man er forelsket, vil man sandsynligvis ikke føle sig genkendt i denne beskrivelse. Måske vil man ligefrem føle at den ødelægger ens oplevelse af noget stort og enestående i ens liv.

Eksistensfilosofien koger ikke ting ned til en essens, der er generel for alle. Heller ikke ne generel udviklingsteori. Eksistentiel praksis stiller spørgsmål – ligesom i filosofferne.

Eksistentiel praksis tager afsæt i filosofien

  • Jean-Paul Sartre, der i 1946 pointerer at ”eksistensens går forud for essensen”
  • Søren Kierkegaard, der i 1849 beskriver, hvordan et menneske bliver til i kraft af sin oplevelse af sig selv, eller formuleret med Kierkegaards egne ord: Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv”

Ifølge Kierkegaard er det netop det, at vi forholder os til os selv, der gør os til mennesker. Og i en eksistentiel praksis undersøger man sammen, hvordan det enkelte menneske forholder sig til sig selv. Og man opdager, at hvert eneste menneske forholder sig forskelligt, er forskelligt.

Når Sartre betoner mennesket som en eksistens snarere end en essens, er hans pointe, at man ikke kan koge et menneske ned til en række komponenter – en essens – uden at reducere dette menneske.   I en eksistentiel terapeutisk praksis lader man derfor ikke diagnoser og andre generelle beskrivelser danne model for det menneske, man sidder overfor. Man kan godt tale om diagnoser, men det er ikke dem, der definerer personen.

Den amerikanske psykoterapeut Irvin Yalom opridser i 1998 fire grundtemaer, vi alle kæmper med som mennesker. Yalom betoner angsten for døden, angsten for at være alene, angsten for friheden og angsten for meningsløsheden som de store eksistentielle udfordringer i vores liv. I den eksistentielle terapi er det oplagt at nærme sig disse emner sammen. Det er imidlertid ikke emnerne, der sætter dagsordenen for terapien. Det gør det menneske, man sidder overfor. Dette menneskes livsfortælling.

Din livsfortælling

Der findes kun ét liv, der ser præcis ud som dit. Nogle kan have oplevet noget, der ligner, men DIN livsfortælling er unik. En eksistentiel livsfortælling fortæller, hvad lige netop dette menneske har oplevet af glæder, sorger og udfordringer. Det er DIN livsfortælling der er interessant i en eksistentiel terapi.

Det betyder ikke at alting handler om dig. Du tager valg, der gør andre godt eller ondt, og det må du tage ansvar for.

Fænomenologisk holdning – eller dengang jeg skræmte min klient

Dengang jeg skræmte min klient

Jeg vil nu prøve at beskrive min styrende terapeutiske metode – at praktisere en fænomenologisk holdning –  ud fra en oplevelse, jeg engang havde med en ung kvinde, der gik i terapi hos mig.  Jeg har valgt et lidt dramatisk eksempel af pædagogiske årsager. Det dramatiske gør mig yderst bevidst om min fænomenologiske holdning i situationen, og det bliver derfor nemmere for mig at beskrive min forholdemåde.

Der er tale om en ung kvinde, der har været hos mig en del gange, og som jeg føler, jeg kender rimelig godt. Hun fortæller, at hun har sagt noget til sine forældre og efterfølgende følt sig lille og klemt. Så meget at hun næsten ikke kunne trække vejret.

En ansvarlig kvinde, der er ved at kvæles

Kvinden har før fortalt, hvor bekymret hun er for sine forældres ve og vel. Hun føler sig meget ansvarlig for, om de har det godt, og samtidigt er hun ”ved at kvæles”.   Kvinden har en mand, og de har sammen to børn. Vi har før talt om kvindens forældre og hendes behov for at have lidt mere afstand til dem, især mentalt.

Den episode, jeg vil fortælle om, finder sted på et tidspunkt, hvor kvinden lige har nævnt en udtalelse fra sin far, som jeg opfatter som grov og krænkende. Jeg spørger derfor kvinden, hvad hun syntes om bemærkningen, og hun fortæller, at hun havde svært ved at få luft efterfølgende. Jeg fortæller kvinden, at jeg selv får voldsom lyst til at slå i bordet. Kvinden spørger undrende, hvad jeg mener.

Jeg slår i bordet

Hvordan? siger hun, og så vælger jeg at slå min hånd hårdt ned i en bunke papirer ved siden af mig, og i den forbindelse falder en bog på gulvet med et brag. Kvinden spærrer øjnene op, hendes blik holder mig fast et stykke tid. Skræmt? Chokeret? Forvirret? Jeg kunne ikke læse blikket, ikke regne det ud. Jeg kunne bare se, at min opfordring til at sige fra ikke var blevet modtaget som en opfordring, men snarere som en trussel.

Kvinden trækker benene op under sig i stolen, krummer ryggen sammen over benene og siger stille ud imellem tænderne: ”der røg relationen”. Jeg blev først stille, så mærkede jeg, at jeg var ked af det og overrasket, hvilket jeg sagde til hende. I lang tid talte vi om, hvad jeg havde prøvet at fortælle fra min stol, og hvad hun havde oplevet i sin stol. Det endte med, at hun en halv times tid senere sagde, at hun troede på, at hun langsomt kunne bygge relationen op igen.

At blive ved og ved, indtil den anden føler sig forstået

Jeg lovede hende aldrig mere at slå i bordet i hendes terapisessioner, og jeg fortalte, at vi hen ad vejen nok kunne drage noget nyttig læring af hendes forskrækkelse, men at det på ingen måde havde været min mening at gøre hende bange. Min intension er imidlertid ikke vigtig her. Det vigtige er at jeg som terapeut bliver ved og ved indtil jeg føler, at jeg forstår den anden, og indtil jeg oplever, at den anden føler sig forstået. Jeg må sikre mig igen og igen, om jeg har set rigtigt. Om det jeg ser, er det samme som den anden ser eller oplever. Det er det, jeg kalder, at praktisere fænomenlogisk holdning.

Jeg må bestræbe mig på at finde ud af, hvordan min knytnæve fremstår ovre hos den anden. Hvilken følelse fremkaldte min knytnæve hos kvinden? Utryghed. Hvilken form for kropsfornemmelse? Uro, hjertebanken og fornemmelsen af mangel på luft, som hun kender det fra sin far. Og hvilken tanke? ”Der røg relationen”.

Det er et langsommeligt arbejde at forholde sig fænomenologisk, men det er min erfaring, at det er arbejdet værd. At blive ved med at spørge, at forholde sig ydmygt undersøgende, at forsøge at fornemme, hvad den anden mærker. Det er ikke let, og det går ikke hurtigt, men det menneske man taler med vil formodentlig være godt tilfreds med tempoet, med at føle sig set og nogenlunde forstået.

Fænomenologisk holdning fører til eksistentiel terapi

I 2003 beskrev jeg sammen med Kai Lykke Christensen fænomenologien som både ”en metode og en psykologisk holdning” (Frederiksen & Christensen, 2003: 17), men jeg er siden kommet frem til at ”det er holdningen, der er det bærende” (Frederiksen, 2013: 21), fordi den fænomenologiske metode ligesom vokser ud af den fænomenologiske holdning. Hvis man praktiserer en fænomenologisk holdning, vil ens terapi blive fænomenologisk og eksistentiel i sin karakter.

Tanjas diagnose

En kvinde, Tanja, kommer i terapi hos mig. Efter to-tre samtaler vil hun fortælle mig noget. Noget svært. En diagnose. Bare tanken om det fylder hende med uro og bekymring. Hun læner sig frem, tøver, siger nej, læner sig tilbage, folder sig sammen, retter sig op, læner sig frem igen. Hun beder om forsikringer, vil jeg love hende at jeg stadigt respekterer hende bagefter? Hun svarer selv benægtende, inden jeg kan nå at svare, det kan jeg ikke love, siger hun. Hun er virkelig utilpas, ser det ud til, bange for min reaktion. Hun er bange for, at det, at sige diagnosen højt, vil ændre mit syn på hende, min oplevelse af hvem hun er. Jeg kommer med adskillige forsikringer om, at diagnoser ikke er så afgørende for mig, at diagnoser ikke kan udslette eller udfordre de indtryk, jeg allerede har dannet mig af hende.

Diagnoser kan højst tjene som et bidrag til et samlet hele. For mig er et ord, et begreb, vi kan udforske og diskutere. En nuance, en tilføjelse til det samlede billede af et menneske. Nu er Tanja en anelse beroliget og sig i kaster sig ud i en fortælling om en masse voldsomme oplevelser. Hun klæder mig på til at forstå baggrunden for den diagnose, som hun endnu ikke har sagt højt.

Da Tanja efter det meste af en time siger diagnosen ”bipolar”, virker hun flov. Jeg leder derfor efter nogle mere neutrale eller måske ligefrem positive eller åbne associationer til ordet. Og så er det, det slår mig: to poler, som sydpolen og nordpolen. Nu er ideen til en historie på vej. Den skal tage afsæt i en rejse mellem de to poler.

Jeg synes det er oplagt at forbinde Tanja med en blomst eller noget andet, der har med frodighed og liv at gøre, da det passer til den oplevelse jeg har af Tanja og de mange andre handlinger og valg hun har fortalt om. Jeg tegner en cirkel på flip-overen, der står imellem os. På jordkloden er der jo også to poler, siger jeg. Det er fantastisk at opleve hendes reaktion. Forundring, glæde, overraskelse.  Egentlig er det vel ikke nogen særlig original ide, den ligger nærmest lige til højrebenet, men det gør ikke Tanjas begejstring mindre. Jeg kan fornemme af vores efterfølgende samtale, at bipolar nu er ved at få andre betydninger, der bærer langt mere præg af muligheder.

Vi slutter dagens samtale af, og om aftenen går jeg i gang med at lave en historie, som jeg fortæller til Tanja næste gang vi mødtes. I historien har jeg forsøgt at afspejle de mange voldsomme oplevelser, der går forud for diagnosen, og så skitsere en åbning. For at bringe læseren så tæt som muligt på min praksis med at skrive og fortælle historier i terapi, bringer jeg hermed en bid af den historie, som jeg skrev til Tanja.

“Flora husker stadigt en tid for længe siden… Det var engang i november, at isen var smeltet på den antarktiske halvø og hun kunne krybe frem som mos og lav. Hun kunne krybe omkring langs kysten mellem pelssæler og havfugle, mens hvaler og isflager svømmede rundt i vandet omkring hende. Men hurtigt kom isen igen og dækkede alt til, og der var koldt og lidt for ugæstfrit for Flora… Endnu drømmer hun om dette sted, hvor hun vil vokse sig stor og stærk.  På vejen op gennem Ildlandet rammes Flora af den ene store rasende storm efter den anden.  Vindene kommer uden varsel og brøler hende ind i ansigtet, og hun blæser hid og did, helt bestemt af hvordan vinden blæser. Det er de susende hårde vinde, der bor omkring den fyrreogtyvende breddegrad. De brølende, de skrigende og de hylende 40’er, kalder man dem. Og det siger jo i sig selv noget. De voldsomme, barske vinde er lige ved at knække Flora. Men hun er klog og begynder derfor at vokse frem som jordbærstængler, smyge sig langs jorden, lægge sig fladt ned for vinden, gøre sig næsten usynlig. Lade vindene få det som de vil. Ikke noget med at gå op imod dem. Og trods brølen og skrigen og hylen klarer Flora vindene, hun klarer det netop, fordi hun bøjer og strækker sig, lægger sig fladt ned mod den gode jord, hvor hun surrer sig fast, suger næring til sig, holder sig i læ. Hun smyger sig bogstaveligt talt langs jorden med sine fine grønne blade og små, aromatiske og meget røde og velsmagende bær.

Som årene går, bevæger Flora sig på denne måde længere og længere ud mod den sydamerikanske vestkyst, stille og roligt vokser hun, nu som smukke kaktus. Som karismatisk kaktus breder hun sig op i de imponerende og magtfulde Andesbjerge, hvor hun bliver kendt for sine helbredende egenskaber.”

(Lotte Lykke Frederiksen, 6. marts 2014, redigeret 1. april 2014, redigeret igen 7. dec. 2014)

Med Tanja blev denne historie, og selve metaforen med polerne, bærende for de næste samtaler og satte en masse refleksioner i gang.  Siden har historien været med enten aktivt i samtalen eller som en fælles viden, en fælles referenceramme, en måde at tale om det svære uden nødvendigvis at skulle adressere flovheden eller skammen.

Der er en del terapeutisk materiale i næsten enhver metafor, og kan man mærke det andet menneskes glæde for metaforen, ja så kan den i fællesskab uddybes og trækkes i mange retninger. Vores snak om polernes position får Tanja til at tale om alt det, hun gerne vil i sit liv på jorden. Hun taler, om at hun har prøvet det ekstremt åbne og det ekstremt triste og lukkede. Nu er hun klar til nye positioner.

Unable to display Facebook posts.
Show error

Error: Error validating application. Application has been deleted.
Type: OAuthException
Code: 190
Please refer to our Error Message Reference.

Storytelling som eksistentiel metode

Storytelling 

Storytelling trækker på en uendelig lang mundtlig fortælletradition. Nogle fortæller andres historier. Andre laver deres egne historier. Jeg holder af begge dele, men i min terapi bruger jeg af og til at skræddersy en historie til en bestemt problematik.

Når man har det skidt,  er man ofte meget optaget af, hvis ikke decideret opslugt af, sine problemer. Når jeg skriver historier, starter jeg derfor med problemet, og antyder blot ressourcerne mellem linierne.

Øje for det unikke 

Storytelling kan bruges som en fænomenologisk eksistentiel metode, hvis man bestræber sig på at få øje på netop det, der er unikt ved det menneske, man har over for sig. Jeg lægger mærke til personens særlige måde at være menneske på, særlige måde at tale på, vedkommendes måde at bevæge arme og hoved på, vedkommendes måde at udtrykke sig på rent sprogligt. Jeg lægger selvfølgelig også mærke til, hvad personen overfor mig har af bekymringer, sorger og glæder.

Disse iagttagelser kan så før eller siden inspirere til en historie. For mit eget vedkommende er det ofte et særligt ord eller en bestemt formulering, der sætter mine associationer, og dermed en historie, i gang.

Historier at spejle sig i

Når jeg bruger ordet ’historier’ refererer jeg til mundtlige eller skriftlige narrativer, der er klart definerede, med en begyndelse, en midte og en slutning. Historier kan være sande eller opdigtede. Historier kan direkte eller indirekte adressere et givent tema. Når man laver en historie til et menneske, man har i terapi, er det primære formål at spejle det, vedkommende har fortalt om sig selv, at give en fornemmelse af genkendelse.

Man kan selv vælge, hvad man vil spejle sig i, eller om man overhovedet kan spejle sig i noget. Det er altså det menneske, der er i terapi, der forholder sig, ikke terapeuten.  Terapeuten kan sende sine ideer på vingerne,  men det står det menneske, det handler om, frit for at vælge til og fra.

Det er af største vigtighed, at man som terapeut er lydhør over for det andet menneskes sprog. Ked af det skal ikke ændres til trist; at hænge med mulen skal ikke ændres til at hænge med hovedet; de fleste mennesker holder af at blive hørt, også helt bogstaveligt.

Helende historier

I bogen Helende historier. Fænomenologisk eksistentiel metode i terapi (Frederiksen, 2013) beskriver jeg tolv klientforløb med afsæt i tolv menneskers fortællinger om stress, smerter, overgreb, tab af erhvervsevne, sorg, depression, mobning, lavt selvværd, udbrændthed, afhængighed og kritisk sygdom. Fortællingerne kan opsummeres med udtryk, der er unikke for hvert enkelt menneske og dette menneskes særlige eksistens – som f.eks. at ”køre i for højt gear”, ”mærke et stik af længsel”, ”følge sig skamfuld og forkert”, ”være på dybt vand”, ”få benene slået væk under sig”, ”føle det hele er gråt og lige meget”, ”føle sig trådt på, knækket og kasseret”, ”ville gøre alle tilpas”, ”føle uro”, ”altid være glad og energisk”, ”være gift med sit arbejde” og ”frygte for ikke at have en fremtid”. De tolv kategoriserende begreber (f.eks. stress) har her fået formuleringer som unikke betegnelser (f.eks. køre i for højt gear), der siger noget om det menneske, der fortæller; siger noget om, hvad han eller hun oplever.

En hjælpende hånd

Historien kan ses som et svar på et uudtalt spørgsmål, en genvej, en hjælpende hånd, eller en vandrestav, der kan give støtte, hvis man skal vandre langt og alene på en hullet og strabadserede vej, hvor man måske endda er bange for at falde i afgrunden. Også med historien må man møde det andet menneske, der hvor det er. Det må ikke blive en docerende eller moraliserende historie. Man må bestræbe sig på at være et medlevende menneske, bestræbe sig på at finde samklang med det andet menneskes kropslig væren-i-verden.

En helende historie kan vise et menneske, hvad hans eller hendes fortælling har vakt i en. På den måde kan historierne blive dels noget at mødes om, dels en særlig måde at mødes på, en slags sam-skabelse.

 

Unable to display Facebook posts.
Show error

Error: Error validating application. Application has been deleted.
Type: OAuthException
Code: 190
Please refer to our Error Message Reference.