Den vanskelige rejse

Jeg har fået en historie i min mailboks. Den er skrevet af en kvinde, jeg har undervist på et kursus. Hun hedder Ditte Brostrøm.  Jeg synes historien er så fin at jeg gerne vil dele den med dig.  Den kommer her:

Jeg vil gerne fortælle dig en historie. Du skal gå nord. Det nord som ligger nord for de mørkeste skove, de ensomste heder, de dybeste søer og de vådeste moser. Vejen er svær og fyldt med forhindringer, men dem der når dertil siger at det er hele den vanskelige rejse værd. Ikke med det samme. Faktisk aldrig med det samme. Ingen planlægger rejsen på forhånd, men omstændigheder, tilfældigheder eller nogen vil kalde det skæbnen sender dem ud på rejsen for at lære om sig selv. Ud på den vanskelige vej mod nord, som for få tager dage, andre måneder og for nogle år. Men når de er kommet ned der fra igen, så har vejen og det nord ligesom sat sig et sted, inden i dem. Beriget dem. For ved dette nord skinner lyset med særlige bølger, som bølger med vandet, som hvirvler vinden til virkeligheden. Så al ting ses ufiltreret  klart. Som du nok kan forestille dig er stedet mod nord noget helt ganske særligt. Til dem der tager sig tiden. Dem der folder tålmodigheden ud og sætter sig godt tilrette på den, de vil kunne høre helt ganske særlige toner brede sig ud. Rene høje toner, som den smukkeste fuglesang, og hvis man lytter godt efter vil man høre at fuglens sang er fuld af ord. For den her fugl flyver på luftstrømme af energi og tanker, som bliver til vinde af ord der spredes, og modtages som ordstrømme som strømmer i kroppe som bliver til synapser af minder, følelser, tanker…
Ord der er indtryk, aftryk af noget som var og som bliver til udtryk af noget der bliver. Denne sangstemme har sat aftryk i flere sjæle end du kan forestille dig. For som ringe i vandet spreder sig, spreder fuglens sange sig når ordene danser i luften, og spredes med vindene. Mange mange er blevet rørt dybt af fuglens sang, men kun ganske få har set den, rigtigt. Nogen har set skjoldet. Andre har set det der er bag. Fuglen er en fiskehejre med et skildpaddeskjold. Ja det er sandt. En ganske klog fiskehejre, i et helt rigtigt skildpaddeskjold. Hvordan det er lykkedes fiskehejren at finde det smukke skjold eller at få det på, fortæller historien desværre ikke. Men det må have været et særligt syn, at se en hejre iklæde sig det yderst nyttige skjold. For selvom man har vinger så man kan flytte sig, hvis det skulle blive nødvendigt, så er det nu meget godt at have noget til at beskytte sig. Det har alle brug for. Mennesker som dyr, dyr som mennesker. Fuglen her havde hørt mere end de fleste, for nok sang den, men den lyttede også opmærksomt til de folk der nåede det nord så langt væk, hvor fuglen havde bosat sig. Lyttede til det de havde båret med sig helt til nord. Også sang den, sang så den løste og opløste.
På andre tidspunkter fløj fuglen langt omkring, som om den blev trukket af noget. Varmere himmelstrøg måske, frihed, eller lyset som alle andre fugle der om vinteren trækker mod syd. Fiskehejrerne trækker mod Spanien eller Sydfrankrig. Og det gjorde denne skjold-fiskehejre også.
Nok kunne den lide at lytte, men det bedste var at synge med ord.
Andre gang kunne man se den danse rundt på sine ben, rundt og rundt og rundt eller i en tango hvor den med benet sparker hårdt markerende i gulvet.
Man kunne også finde den i det smukke grønne omkring dens rede i nord, gå og rode i jorden med næbbet, som den i øvrigt ikke var bange for at stikke for langt frem.
Nogen gange var den at finde på vandet omkring reden.
Men den kunne nu allerbedst lide at synge med ord. Så satte den sig godt tilrette på sin ynglingsgren, også sang den. Bare sang og sang og sang. Sang af lyst og glæde, til stor glæde for mange. 
Og hvis det en dag bliver dig der skal langt mod nord, så ved du hvad du skal lytte efter..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *