Eksistentiel praksis – eller forelskelse reduceret til hormoner?

Forelskelse reduceret til hormoner og neurotransmittere

Naturvidenskabsfolk leder typisk efter det, der gælder for mange mennesker: Det, der kan generaliseres.  Essensen kunne man sige. Overlæge Troels W. Kjær fra Neurofysiologisk Afdeling på Rigshospitalet, forklarer fx kærlighed og forelskelse som et kompliceret samspil af hormoner og neurotransmittere i de elskendes hjerner (Kjær, 2008). Hvis man er forelsket, vil man sandsynligvis ikke føle sig genkendt i denne beskrivelse. Måske vil man ligefrem føle at den ødelægger ens oplevelse af noget stort og enestående i ens liv.

Eksistensfilosofien koger ikke ting ned til en essens, der er generel for alle. Heller ikke ne generel udviklingsteori. Eksistentiel praksis stiller spørgsmål – ligesom i filosofferne.

Eksistentiel praksis tager afsæt i filosofien

  • Jean-Paul Sartre, der i 1946 pointerer at ”eksistensens går forud for essensen”
  • Søren Kierkegaard, der i 1849 beskriver, hvordan et menneske bliver til i kraft af sin oplevelse af sig selv, eller formuleret med Kierkegaards egne ord: Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv”

Ifølge Kierkegaard er det netop det, at vi forholder os til os selv, der gør os til mennesker. Og i en eksistentiel praksis undersøger man sammen, hvordan det enkelte menneske forholder sig til sig selv. Og man opdager, at hvert eneste menneske forholder sig forskelligt, er forskelligt.

Når Sartre betoner mennesket som en eksistens snarere end en essens, er hans pointe, at man ikke kan koge et menneske ned til en række komponenter – en essens – uden at reducere dette menneske.   I en eksistentiel terapeutisk praksis lader man derfor ikke diagnoser og andre generelle beskrivelser danne model for det menneske, man sidder overfor. Man kan godt tale om diagnoser, men det er ikke dem, der definerer personen.

Den amerikanske psykoterapeut Irvin Yalom opridser i 1998 fire grundtemaer, vi alle kæmper med som mennesker. Yalom betoner angsten for døden, angsten for at være alene, angsten for friheden og angsten for meningsløsheden som de store eksistentielle udfordringer i vores liv. I den eksistentielle terapi er det oplagt at nærme sig disse emner sammen. Det er imidlertid ikke emnerne, der sætter dagsordenen for terapien. Det gør det menneske, man sidder overfor. Dette menneskes livsfortælling.

Din livsfortælling

Der findes kun ét liv, der ser præcis ud som dit. Nogle kan have oplevet noget, der ligner, men DIN livsfortælling er unik. En eksistentiel livsfortælling fortæller, hvad lige netop dette menneske har oplevet af glæder, sorger og udfordringer. Det er DIN livsfortælling der er interessant i en eksistentiel terapi.

Det betyder ikke at alting handler om dig. Du tager valg, der gør andre godt eller ondt, og det må du tage ansvar for.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *