Har vi glemt at sanse?

Jeg havde for nyligt en terapeutisk samtale med en humoristisk og engageret mand, der har oplevet mange ting i sit liv. Både glædelige og meget voldsomme oplevelser har han haft. Og på den måde er han selvfølgelig som alle os andre. Vi har alle både behagelige og ubehagelige oplevelser i vores bagage.

Vi har fuld fart på

Det, som jeg blev optaget af efter samtalen, var at jeg har mødt en del mennesker, som har fuld fart på i deres liv. De har stor succes med deres karriere, og de har opnået meget af det, de har sat sig for. Alligevel kommer de til mig, fordi de ikke har det godt.  De kan have mange forskellige vanskeligheder. Hvert menneske reagerer jo forskelligt.

Vi lærer ikke at udfordre vores sanser

Men fælles for alle synes at være en ting: nemlig at sansning er stærkt underprioriteret i deres liv. Og når jeg vælger at skrive om det her, er det fordi jeg mener det er et udbredt fænomen, som jeg bestemt også genkender fra mig selv.

Sansning er en underprioriteret del af de fleste menneskers liv. Det er heller ikke meget vi lærer om det i skolen. Eller på arbejdspladsen. Vi bruger selvfølgelig vores synssans til at læse og se fjernsyn. Men det er sjældent vi udfordrer synssansen ud over det. Og hvor meget energi bruger vi på at lytte efter lyde, opsøge nye smagsindtryk, røre ved og føle sin krop, etc. etc.? Ikke så voldsomt meget i løbet af en almindelig dag, vel?

sansning
Men hvad med at sanse indad? Mærke hvordan vi har det? Om vi er trætte, glade, frustrerede, vrede eller kede af det? Eller måske endda lykkelige?  Det er en evne vi alle har, og vores hjerne afkoder løbende vores tilstand, men hvor gode er vi til at MÆRKE det?

Vi ignorerer kroppen

Min oplevelse er, at mange mennesker er blevet utroligt dygtige til at ignorere kroppens sansninger. Vi får nogle tegn på træthed eller vrede, men vi ignorerer det og arbejder videre. At give kroppens sanseapparat frit løb er alt for krævende, fordi man kan risikerer at ens sanseapparat modarbejder ens ønsker og krav til sig selv. Vi kan ikke leve op til egne eller andres forventninger, hvis vi giver os til at mærke efter. Derfor øver vi os i at lade være. At lade kroppen passe sig selv. Lad bare kroppen være træt. Imens vil jeg så være effektiv.

Kroppen råber op – og vi går ned med stress eller depression

Og et langt stykke af vejen lykkes det for os. Men heldigvis – eller desværre, det er som man tager det – er kroppen den stærkeste i det lange løb.  Til sidst vinder kroppen og trætheden, frustrationen eller aggressionen presser sig på. Så er det man pludselig går ned med stress eller havner i en depression. Det er kroppens forsøg på at råbe os op: “Mærk nu efter!”, synes den at sige til os.

Så måske skulle vi prøve at mærke efter noget før. Så var det hele måske lidt sjovere i længden. Også selvom noget af det vi ville mærke undervejs ville være trist, hårdt og besværligt. I længden ville vi nok blive mere lykkelige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *