”Livets flod” – den ukuelige kvinde og det dybe vand

Hvordan en kvinde, der har mistet sit arbejde og sin livsgnist, genfinder håbet og modet til en forandring via en fortælling.

Som psykolog møder jeg ofte mennesker på et tidspunkt i deres liv, hvor deres fortællinger om sig selv er præget af sorg, bitterhed, utryghed, usikkerhed, fortvivlelse, modløshed, bekymring, angst, meningsløshed, forvirring eller håbløshed. Og når man som menneske er fyldt af en eller flere af disse svære følelser, er det ofte svært at se fremad, at øjne et nyt håb eller overhovedet at forestille sig at ens tilstand kan blive bedre.

Det er her fortællingen kommer til sin ret. Når jeg har lyttet en rum tid til den, der sidder overfor mig i terapien, danner jeg mig langsomt et indtryk af dette menneske. Både af vedkommendes nuværende vanskeligheder og af vedkommendes personlighed generelt – og af hvordan dette menneske tidligere har tacklet vanskelige livsvilkår.

Ud fra disse indtryk forsøger jeg at danne mig et billede af personen på et mindre rationelt og bevidst plan. Jeg forestiller mig måske et dyr, en plante eller en eventyrfigur, som jeg så begynder at lave en lille fortælling om. Ofte udspringer billedet af noget, som det menneske jeg har i terapi, selv har fortalt mig om. Fx kan et menneske sige: ”Før hoppede jeg af sted i mit arbejdsliv og sprang glad fra det ene til det andet uden problemer.” Her kan jeg associere en energisk hare eller kanin, og kan så begynde at lave en historie om den, som passer til dette menneskes livssituation.

Fortællingen skal afspejle livssituationen

Historien skal afspejle de vanskeligheder, som vedkommende oplever lige nu. Til eksempel vil jeg beskrive en kvinde, som jeg havde i terapi. Hun var langtidssygemeldt fra sit arbejde på grund af fysisk sygdom, og hun havde vanskeligt ved at se et liv uden for arbejdsmarkedet. Hun havde hele sit liv været en meget stærk kvinde, der havde klaret mange svære udfordringer og kendte sig selv som en handlekraftig kvinde. Det var derfor yderst belastende for hende, at hun nu på mange måder var blevet ’klient’.

Kvinden fortalte, at hun havde et tilbagevendende mareridt, hvor hun oplevede, at hun var ved at drukne. Hun var på dybt vand, og hver gang hun stak hovedet op over vandet, kom der er hånd og pressede hende ned. Det var selvfølgelig en oplevelse, der var forbundet med stort ubehag, hjælpeløshed og i sidste ende dødsangst. Det var altså en vigtig oplevelse – et billede som dukkede op af sig selv hos kvinden i søvne.

Jeg tog derfor afsæt i denne situation. Jeg besluttede at lave en historie hvor kampen i vandet kunne tilføres noget mere håb, og rumme nogle muligheder for en fremtid. Når menneskers livsvilkår er vanskelige, skal man selvfølgelig anerkende det og forholde sig til problemerne. Fortællingens rolle er, at den kan hjælpe et menneske til at åbne en dør på klem. En dør der fører frem til løsninger, muligheder og håb.

Gendigtning af en livshistorie

Den fortælling, som jeg lavede til kvinden, udsprang af den situation, hvor hun var på dybt vand. Jeg forestillede mig kvinden som en ung pige, der var vokset op ved en flod og som var en meget habil svømmer.

Jeg forestillede mig kvinden som et menneske, der var som en fisk i vandet. En fisk, der slet ikke havde behov for at komme op – måske ikke engang havde godt af at komme op af vandet. Historien kunne derfor være kommet til at dreje sig om en fisk, men det billede, der dukkede op på min nethinde, var i stedet billedet af en lille indianerpige. Den lille indianerpige svømmede i en flod. Ud fra dette billede begyndte jeg at bygge en historie op, der i store træk afspejlede kvindens egne livserfaringer, som hun havde fortalt mig dem. Samtidigt bar historien præg af at den var et eventyr og at alt derfor kunne ske.

Ideen med at gendigte kvindens livsfortælling i eventyrform er, at det giver mulighed for at alt kan ske. Vi er som mennesker ret åbne overfor eventyr. De er ikke underlagt de samme vanemæssige begrænsninger, som vores almindelige rationelle tænkning ofte er. Billeder og fortællinger virker direkte ind på os – udenom vores rationelle bevidsthed – og kan derfor skubbe til vores mentale indstilling på et dybere plan.

Jeg lavede en fortælling til kvinden, hvor jeg beskrev en lille pige, der var datter af en indianerhøvding. Når jeg valgte at gøre faderen til høvding, var det for at tilføre styrke til figuren, fordi kvinden havde behov for at få øje på mere styrke i sig selv. Hvad jeg ikke kunne vide var, at da jeg fortalte historien til kvinden, synes hun at det var en perfekt karakteristik af hendes far. Det kunne hun og jeg så fordybe os yderligere i, i det omfang vi synes det var relevant for hendes nuværende situation.

Men mit hovedformål med fortællingen var at undersøge, om kvinden kunne se muligheder i et kommende liv udenfor arbejdsmarkedet. Nogle muligheder, som hun måske først skulle til at opdyrke. Derfor kredsede jeg om den situation, som kvinden selv havde beskrevet som et tilbagevendende mareridt og som også var en del af min fortælling.

I min fortælling oplever indianerkvinden, der nu er blevet voksen, og hvis forældre ikke længere lever, at hun ikke kan komme op af floden, der hvor hun plejer. Hun plejer at klatre op i bjergene og se ud deroppe fra. Hendes evne til at forcere de stejle bjergskråninger er noget hun som indianerkvinde er kendt og respekteret for. Men pludselig en dag kan hun ikke komme op af vandet, som hun plejer. En hånd skubber hende tilbage. Hun kæmper imod. Bliver vred og bange. Forsøger igen og igen:

Fra fortællingen

En dag svømmede kvinden som sædvanligt hen ad floden. Hun tænkte på sin far og mor, som ikke var i live længere. Hun blev tung i kroppen af det. Hun havde gjort alt hvad hun kunne. Hun kunne ikke bebrejde sig selv noget. Da hun kom til det dybe sted og skulle til at tage afsæt som sædvanlig, var kroppen for tung. Det lod sig ikke gøre. Hun prøvede igen og igen og til sidst fik hun lige fat i kanten og fik hevet sig op i armene. Forpustet lå hun der og sundede sig lidt. Nu måtte hun rejse sig og se at komme op ad bjerget. Det blev en hård tur. Kroppen værkede. Var det bjerg ikke blevet stejlere? Så hårdt plejede det da ikke at være. Hun klarede den. Så hvad der skulle gøres, hvem der skulle hjælpes og hvad der skulle ordnes. Så gik hun ned og svømmede hjem. De næste mange dage var det svært at komme op på plateauet og hårdt at komme op ad bjerget, men hun gjorde det. Hun vænnede sig til det og bemærkede det næsten ikke. Hun gav ikke sådan op. Selvfølgelig kunne hun klare det.

En dag hvor hun skulle til at kravle op på plateauet med et lille hop, kunne hun dog pludselig mærke at en usynlig hånd skubbede hende ned i vandet igen. Hvad var det? Var det en der ville hende det ondt? Hun blev vred. Men hvem skulle hun være vred på? Var det døden – sådan som nogen af indianerne talte om? Var der nogen der ville afholde hende fra livet? Hvem skulle det være? Kvinden kæmpede imod og forsøgte igen at komme op Til sidst måtte hun opgive og svømme tilbage. Det fortsatte i dagevis. Hver dag kæmpede hun med den usynlige hånd.. Pludselig faldt der hende noget ind. De indianere, der var bange for det dybe sted, var de indianere, der ikke havde lært at svømme. Hun kunne svømme. Hun kunne flyde. Hun kunne dykke. Hun kunne boltre sig i vandet. Hun prøvede det. Ingen hånd holdt hende tilbage fra at tumle sig i vandet eller ligge stille på ryggen og flyde. Pludselig forstod hun at det var det hånden ville vise hende. Hun skulle blive i dette våde, bløde element. Dette element, hvor hun kunne boltre sig. Dette element var godt nok meget blødt i forhold til bjerget. Men det var alligevel et stærkt element. Vandet havde en helt anden styrke end bjerget. Vandet var bevægeligt, smidigt og foranderligt. At blive i vandet var ikke at dø. At blive i vandet var netop at vælge livet. Livets Flod.

Også herfra kunne hun være til støtte og hjælp for andre, men nu kunne hun ikke længere komme til dem. Nu måtte de i stedet komme til hende. Hun måtte hele tiden bevare kontakten med vandet. Blive i dalen og se de ting, hun kunne se herfra.”

artikkel-5
Livet som ’bjergbestiger’ og som ’en fisk i vandet’ er meget forskellige liv. Dermed illustrerer historien den store forskel på kvindens tidligere livssituation som sund og rask og aktiv på arbejdsmarkedet, og hendes nuværende situation, hvor hun på grund af smerter må leve et andet liv – mere tilbagetrukket end tidligere.
I sådan en situation er det almindeligt, at man oplever sig selv som stærk, når man er arbejdsaktiv og som svag, når man er udenfor arbejdsmarkedet. Det er det samme ældre mennesker oplever, når de hører sig selv omtalt som ”ældrebyrden”. Det ligger der ikke meget styrke i. Men virkeligheden er jo, at mange ældre mennesker og mennesker med forskellige sygdomme har en utrolig mental styrke og ofte en stor indsigt i tilværelsen. Bjergmassiver og vand er repræsentanter for kontrasten mellem et liv på arbejdsmarkedet og et liv udenfor arbejdsmarkedet i denne historie.

Selvom bjerge er hårde og vand er blødt – rummer begge en enorm styrke. Det er den indsigt, jeg ønsker at åbne for. I stedet for at se sig selv som svag på grund af sin sygdom, ville det være hensigtsmæssigt at se sig selv som stærk på en anden og ny måde. Måske kende hun slet ikke sin nye styrke endnu, men skal først til at lede efter den igennem de næste samtaler.

Fortællinger kan forandre os

Det utrolige ved fortællinger er, at de virker så stærkt og direkte ind på os. Kvinden, som jeg havde i terapi, var utrolig glad for og berørt af eventyret, som hun takkede mig meget for. Eventyret om indianerpigen ved Livets Flod gav hende mod på at betragte sin livssituation på en ny måde. Det betød ikke at hendes problemer var løst – langt fra. Men historien gav hende mod til at se fremad og forestille sig et liv udenfor arbejdsmarkedet. Ja, hun ikke bare forestillede sig det, men værdsatte de muligheder, der kunne ligge i det. Muligheden for at slække på handlekraften og styrke selvindsigt og fordybelse.

Med lidt øvelse og evt. med lidt hjælp fra andre menneskers billedsprog om os, kan vi alle arbejde med vores fortællinger om os selv. Fortællingerne skaber os. Fortællingerne forandrer os. Gendigtninger af vores liv kan åbne nye døre – måske til et liv med helt nye facetter, muligheder og håb…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *