Familien Ifraeems blå øjne, 2018

Udkommer 15. oktober 2018

Familien Ifraeems blå øjne er en kalejdoskopisk slægtsroman om en dansk/pakistansk familie, der bliver revet over i to, fordi den ene af døtrene bryder med både sin far og sin søster. Stolthed og skam, kulde og varme, kærlighed og had – alt trækker tråde langt bagud i slægtens historie.

Læseren følger farens flugt ad Silkevejen i datidens Mellemøsten, da han var en lille dreng. Senere bliver han gæstearbejder i Varde og forelsker sig i en pige fra landet. Sammen får de to døtre. Den ene bider tænderne sammen ved Den Kongelige Ballet. Den anden lytter til farmorens historier og drikker Doodh Pati i et almennytttigt boligbyggeri i Varde.

Hvem er den blåøjede?

Jeg begyndte på at skrive på romanen Familien Ifraeems blå øjne allerede i 2013. Dengang var arbejdstitlen “Min blåøjede søster,” fordi jeg ville skrive om de vanskeligheder der kan være i tætte relationer mellem for eksempel to søstre. Og jeg ville gerne lege lidt med de blå øjne og betydningen af at være blåøjet. Hvem af søstrene er mon den mest blåøjede og hvorfor?

Glæd dig

Glæd dig til at følge de to søstre, der er midt i livet. I løbet af nogle ganske få dage får en mindre uoverensstemmelse drabelige konsekvenser.

Søstrene kommer fra en familie, der bliver splittet både i den ene og den anden generation. Ikke så meget på grund af kulturforskelle som på grund af usikkerhed, ambitioner og forskellige forventninger til livet.

Pakistan, provinsby og kongelig ballet

Du kommer på rejse tilbage til Indien omkring tidspunktet for Pakistans fødsel, og helt tilbage til 1800tallet i en provinsby i Vestjylland. Du kommer til Københavns Indre by og på Det Kongelige Teaters ballet.