Har vi glemt at sanse?

Jeg havde for nyligt en terapeutisk samtale med en humoristisk og engageret mand, der har oplevet mange ting i sit liv. Både glædelige og meget voldsomme oplevelser har han haft. Og på den måde er han selvfølgelig som alle os andre. Vi har alle både behagelige og ubehagelige oplevelser i vores bagage.

Vi har fuld fart på

Det, som jeg blev optaget af efter samtalen, var at jeg har mødt en del mennesker, som har fuld fart på i deres liv. De har stor succes med deres karriere, og de har opnået meget af det, de har sat sig for. Alligevel kommer de til mig, fordi de ikke har det godt.  De kan have mange forskellige vanskeligheder. Hvert menneske reagerer jo forskelligt.

Vi lærer ikke at udfordre vores sanser

Men fælles for alle synes at være en ting: nemlig at sansning er stærkt underprioriteret i deres liv. Og når jeg vælger at skrive om det her, er det fordi jeg mener det er et udbredt fænomen, som jeg bestemt også genkender fra mig selv.

Sansning er en underprioriteret del af de fleste menneskers liv. Det er heller ikke meget vi lærer om det i skolen. Eller på arbejdspladsen. Vi bruger selvfølgelig vores synssans til at læse og se fjernsyn. Men det er sjældent vi udfordrer synssansen ud over det. Og hvor meget energi bruger vi på at lytte efter lyde, opsøge nye smagsindtryk, røre ved og føle sin krop, etc. etc.? Ikke så voldsomt meget i løbet af en almindelig dag, vel?

sansning
Men hvad med at sanse indad? Mærke hvordan vi har det? Om vi er trætte, glade, frustrerede, vrede eller kede af det? Eller måske endda lykkelige?  Det er en evne vi alle har, og vores hjerne afkoder løbende vores tilstand, men hvor gode er vi til at MÆRKE det?

Vi ignorerer kroppen

Min oplevelse er, at mange mennesker er blevet utroligt dygtige til at ignorere kroppens sansninger. Vi får nogle tegn på træthed eller vrede, men vi ignorerer det og arbejder videre. At give kroppens sanseapparat frit løb er alt for krævende, fordi man kan risikerer at ens sanseapparat modarbejder ens ønsker og krav til sig selv. Vi kan ikke leve op til egne eller andres forventninger, hvis vi giver os til at mærke efter. Derfor øver vi os i at lade være. At lade kroppen passe sig selv. Lad bare kroppen være træt. Imens vil jeg så være effektiv.

Kroppen råber op – og vi går ned med stress eller depression

Og et langt stykke af vejen lykkes det for os. Men heldigvis – eller desværre, det er som man tager det – er kroppen den stærkeste i det lange løb.  Til sidst vinder kroppen og trætheden, frustrationen eller aggressionen presser sig på. Så er det man pludselig går ned med stress eller havner i en depression. Det er kroppens forsøg på at råbe os op: “Mærk nu efter!”, synes den at sige til os.

Så måske skulle vi prøve at mærke efter noget før. Så var det hele måske lidt sjovere i længden. Også selvom noget af det vi ville mærke undervejs ville være trist, hårdt og besværligt. I længden ville vi nok blive mere lykkelige.

Temadage på Ringkøbing Sygehus

Temadage starter ny proces

På Ringkøbing Sygehus har de været så ambitiøse at lave 4 temadage inden opstart af en større organisationsændring.
Og de dage var givet godt ud.
Både læger, sygeplejersker, sekretærer og portører var samlet for at få sat den nye proces i gang og skabe de bedst mulige vilkår for patienterne fremover.
Som en af deltagerne skrev til mig:
“Jeg synes vi har nogle rigtig gode dage sammen, og i dag er vi pludselig gået fra ‘os’ og ‘dem’ til en følelse af ‘vi’ -det må vel siges at være positivt. Hilsen Maria”  

Fortællingen som omdrejningspunkt

Ledere og personale gik med stor kreativitet til opgaven.  Det hele startede med en fortælling og i løbet af temadagene blev fortællingen det fælles omdrejningspunkt.
Medarbejdere og ledere gik sammen og skabte fortællinger, der satte fingeren på pulsen på en utrolig givende og humoristisk måde, der var med til at bygge broer over tidligere kløfter.  Eller, som en af gruppernes historier viste, skabte en oase i en ørken.
Når man taler om sin arbejdsplads i forhold til en fiktiv fortælling, kan man pludselig se, hvordan en tilføjelse eller ændring ét sted i historien vil ændre en række andre sider af historien.
Den sammenhæng, der er mellem medarbejdernes og ledernes individuelle oplevelser af og i virksomheden, bliver synlig på en måde, der ofte opleves som en aha-oplevelse.
Fortællingen er også frisættende, fordi der ikke er nogen begrænsninger på, hvad der kan ske i fx et eventyr eller en fabel. Man kan altså tillade sig at komme med de vildeste forslag, som i andre sammenhænge ville blive afvist som urealistiske.

Forandring og udvikling blev sat i gang.


Temadagene var utroligt vellykkede – netop fordi medarbejdere og ledere gik engagerede til opgaven. Der blev grinet og diskuteret. Og mange usagte ting blev pludselig sagt højt.
Tilbagemeldingen var, at processen var sjov og energigivende, men også satte forandring og udvikling i gang.
Man oplevede, at man fik konkrete mål og strategier i hus!

Er du den perfekte medarbejder? – så pas på

Gå-hjem-møde eller foredrag om stress

Mit nyeste tilbud indenfor arbejdsmiljø er et foredrag, hvor jeg beskriver det moderne arbejdsmarked på godt og ondt. Især fokuserer jeg på den stressproblematik, der synes at være en uundgåelig følge af det moderne arbejdsliv. Ansvaret for stressen ligger hverken hos ledelsen, hos samfundet eller hos individet, men hos alle parterne på en gang.

Det perfekte menneske på det grænseløse arbejdsmarked.
I foredraget problematiserer jeg kravene til den perfekte medarbejder og følger det op med et diskussionsoplæg om handlemulighederne for samfundet, arbejdspladsen og den enkelte.
Det er også muligt at arbejde med stresshåndteringsøvelser – fx i form af af meditative metoder som mindfulness, hypnoterapi og storytelling.

Gå-hjem-møde
Foredraget kan fx bruges som et gå-hjem-arrangement eller til et indlæg på en temadag på en arbejdsplads.
Det er min erfaring at det skaber indsigt i egen arbejdsstil og lyst til at diskutere stress på en konstruktiv måde.

Angsten og meningen med livet

Angst – og meningen med livet

Mennesket søger mening

Som mennesker er vi meningssøgende væsener. Den, der finder meningen med sin tilværelse, er efter sigende et lykkeligt menneske. Vi er ikke meget for at tolerere meningsløshed. Hvis vores tilværelse virker meningsløs, bliver vi angste. Men jeg vil påstå at vi aldrig helt kan indfange meningen. Måske et øjeblik. Men straks derefter kan noget jo ske. Noget, der udfordrer denne mening.

Angsten ligger på lur

Lad os antage at jeg oplever, at jeg har fundet meningen med livet. At jeg ved, hvordan jeg vil leve mit liv, for at fastholde denne mening. Så har jeg jo alligevel et problem, fordi en mængde små ting når som helst kan ændre min virkelighed. Men jeg kan lade som ingenting, for på den måde skubber jeg angsten væk. Angsten ligger på lur. Den er et vilkår ved vores liv.

Hvis jeg fx netop har fundet ud af at meningen med mit liv er at male og jeg så bliver ramt af en sygdom, der lammer mig, så vil min verden igen synes meningsløs. Hvis mine børn giver mit liv dets mening, så vil deres død gøre mit liv meningsløst. Osv. Osv. Hele tiden kan der ske ting, der vil få meningen til at forandre sig til meningsløshed. Og som vil udløse angst

Angsten for at miste den vi elsker.

Angsten for at miste sit gode helbred.

Angsten for ikke at slå til.

Angsten for at blive forladt.

Angsten for at fejle.

Så selvom vi leder efter meningen, må vi også huske at acceptere den meningsløshed, som hører med. Livet er risikabelt, men det bliver det ikke mindre smukt af. Men det er vigtigt, at angsten ikke får overtaget over ens liv. Det er ikke angsten, der skal styre os.

At forholde sig til angsten og til meningsløsheden  

Mennesker har mange måder at forholde sig til meningen med livet på – mange måder at reagere på angsten på. Det er med til at skabe meget forskellige personligheder. Nogle lever med meningsløsheden ved at konfrontere den Andre prøver at undgå den.

Angst og dødsangst handler om det uforudsigelige ved livet.

Men dødsangst handler ikke kun om at vi skal dø. Det handler også om:

At vi mister meningen med livet.

At vi mister vores identitet.

At andre mennesker ’dør’ for os, fordi de skuffer os og ikke lever op til vores forventninger.

Bliver vi lykkelige i vores søgen efter livets mening?  

Det er et spørgsmål, om det overhovedet handler om at være lykkelige. Lykke er en ganske kortvarig tilstand og hvis vi jagter den hele tiden, bliver vores liv måske ret tomt og meningsløst. Måske handler det slet ikke om at være lykkelige. Måske handler det mere om at mærke, hvordan det er at være til. Hvordan det er at være et menneske. At være mig. At turde mærke det.

Livet er forgængeligt

Vi kan med fordel fokusere på, at livet er forgængeligt. Når man holder sig livets forgængelighed for øje, vil man ofte opleve at livet er smukt. Selv de mest ubetydelige ting bliver pludseligt smukke. Det, der optager os i vores dagligdag er ofte: Hvordan vi lever. Vores liv ændrer helt karakter i de situationer, hvor vi i stedet er optaget af: At vi lever.

At mærke, at vi lever

Ofte er det voldsomme eksistentielle erfaringer, der bringer os til den sidstnævnte form for erkendelse: At vi lever.  Det er fx når vi får at vide, at vi lider af en dødelig sygdom, at vi mister en pårørende, eller at vi ”runder et skarpt hjørne”. I sådanne situationer bliver menneskets eksistentielle vilkår pludselig tydelige for os. Vi forstår at vi dybest set er alene om vores liv. Vi forstår at vi må lære at leve med ikke altid at kunne finde meningen. Og så huske at leve. At mærke, at vi lever. Måske er det netop det, der er meningen.

Unable to display Facebook posts.
Show error

Error: Error validating application. Application has been deleted.
Type: OAuthException
Code: 190
Please refer to our Error Message Reference.

Min kone forstår mig ikke!

Eller oplever du det måske snarere som: ”Min mand forstår mig ikke!!

Dårlig kommunikation

Mange problemer i parforholdet skyldes dårlig kommunikation. Man tror, man ved, hvordan den anden tænker og hvordan den anden føler. Man glemmer at fortælle hinanden det – og man glemmer at være nysgerrige overfor hinanden.
Man glemmer at lægge mærke til hinanden. Måske har man også glemt at lægge mærke til sig selv, og så er det jo vanskeligt at fortælle den anden, hvordan man har det.
Hvis du oplever at du fungerer dårligt i dit parforhold, er der grund til at overveje at gøre noget ved det. Hvis det kun er dig, der oplever situationen som vanskelig, vil det være en god ide med individuel terapi i første omgang.

Genfinde nærheden

Hvis I begge to oplever, at I har problemer i parforholdet, er det en god ide at gå sammen i terapi. Gennem parterapi kan I måske genfinde den gensidige nærhed og forståelse for hinanden. Hvis I giver jer selv lov til at opleve hinanden på nye måder, vil det kunne fremme nærheden og indsigten og dermed måske få kærligheden til at blomstre igen.

Hvad kan man få ud af parterapi?

Man får hjælp til at lytte til hinanden på nye måder. Ligegyldigt om der er tale om skænderier, lukkethed, tavshed, utroskab eller problemer med sexlivet, så er der nogle ting, det kan være gavnligt at lære:
Man kan lære at tale sammen, respektere og forstå hinanden – også når man ikke er enige.
Man kan lære at tale sammen om følsomme ting – i stedet for at skændes og lukke i.
Man kan lære at få øje på, hvordan problemerne opstår. Man kan lære at få mere kontrol over, hvad der sker. Man kan lære at se hinanden på nye måder, og dermed få en ny nærhed og varme.

Find skatten – brug kroppen

Find skatten – brug kroppen

Hvis du vil udvikle dig som person, er det vigtigt at give plads til nye måder at erkende på. Jeg vil i denne artikel komme nærmere ind på, hvordan vi som mennesker indeholder en mængde ressourcer, som vi ikke altid gør brug af.

I vores daglige arbejdsliv  og skolegang er vi trænede i at bruge vores tænkning og erkende så rationelt som muligt. Vores erfaring med det følelsesmæssige er mest knyttet til situationer, hvor vi ”taber hovedet” og bliver vrede eller kede af det, eller forelskede.  Vi har derfor ikke meget træning i at bruge andre erkendemåder end den rationelle i forhold til problemløsning eller som et middel til personlig udvikling.

Gode teknikker

Mindfullness, visualisering og hypnose er gode teknikker, hvis man ønsker at  opnå man større mental frihed og evne til at reagere på forstyrrende tanker.

Mindfullness har meget til fælles med hypnosen. Hypnose har en mystisk klang i manges ører. Det skyldes nok at man tidligere optrådte med hypnose og at det der handlede om at få folk til at overskride nogle grænser, sådan at det blev morsomt og underholdene at kigge på. Faktisk meget sammenligneligt med moderne reality-tv.

I virkeligheden er hypnose ganske harmløst. Man mister ikke kontrollen over sig selv. Den nærmeste sammenligning er meditation, der også handler om at bringe sig selv i en anden mental tilstand.

At hypnotisere sig selv eller blive hypnotiseret handler om at komme i trance. Nogle mennesker kommer let i trance, andre har langt sværere ved det. Det er ligesom så meget andet her i tilværelsen også en træningssag.

Milton Erickson, der er berømt for sin hypnoterapeutiske tilgang, beskriver i sin bog ”And My Voice Will Go With You”(1982), hvordan man langsomt kan lære at komme i trance ved at lade som om man er i trance.  Ideen er, at trance er en tilstand i kroppen og sjælen og ved at foregive at man er i den, begynder man langsomt at nærme sig tilstanden.

I trance har man sin opmærksomhed rettet indad

Den letteste måde at komme i trance på, er ved at en hypnoterapeut inducerer trancen for en. Det vil sige at terapeuten langsomt taler til en i takt med ens vejrtrækning og hjælper en med at koble bevidstheden mere og mere fra. Mindfulness starter også med et øget fokus på vejrtrækningen.

Hvis man vil arbejde med selvhypnose kan man søge hjælp i en af de mange apps, der er på markedet. Man kan sætte sig meget komfortabelt og tage nogle meget dybe vejrtrækninger, mens man mentalt forbereder sig på at trænge dybere ned i sig selv end den almindelige dagligdags bevidsthed normalt når.  Til det formål kan man eventuelt bruge den app, jeg har lavet, der hedder “Psykologens Værktøjskasse.”

Fokuseret opmærksomhed

Trance er kort fortalt en ændret bevidsthedstilstand, hvor man har en intens fokuseret opmærksomhed. Man har sin opmærksomhed rettet indad og er ikke særlig fokuseret på de ydre sanser. På den måde minder trancetilstanden om at falde i staver. Man kører sin almindelige rationelle bevidsthed ned på lavt blus og giver dermed plads til en mere helhedsorienteret og kropslige, intuitiv erkendelse.

Gennem selvhypnose eller hypnoterapi  kan man få adgang til sine ubevidste ressourcer. Nogen gange dukker der noget op under trancen, som man ikke kunne have fundet frem til via sin almindelige bevidstheds logik. Det svarer lidt til det, man oplever i drømme. I modsætning til hvad mange mennesker tror, er det ikke sådan at man under hypnose ikke ved hvad der foregår.

Den rationelle bevidsthed er hele tiden med på sidelinien og man behøver derfor ikke være bage for at miste kontrollen over sig selv.  De fleste moderne menneskers problem er det omvendte: Vi er nemlig ofte så trænede i rationel og bevidst ræsonnering, så vi har svært ved at give plads til andre erkendemåder i os selv.

Visualiseringsøvelser kan bryde vanemæssige begrænsninger

Hvis man har et område i sit liv, som man ønsker at forandre, handler det om at ændre sin mentale indstilling på et dybere plan. Her er visualiseringsøvelser og fortællinger gode. De virker direkte ind på os og bryder vores vanemæssige begrænsninger. Som hypnoterapeut – og i forbindelse med almindelig samtaleterapi – har jeg oplevet, hvordan en introduktion af et eventyr eller en metafor har skabt en åbning, der kunne hjælpe personen til at skabe forandring i sit liv. Med lidt øvelse kan alle mennesker lære selv at afstedkomme forandringer via visualiseringsøvelser eller fortællinger.

Efterhånden som man får mere træning behøver man ikke nødvendigvis ligge eller sidde ned i enerum med lukkede øjne under en selvhypnose, men som nybegynder er det helt klart en hjælp. Meditativ musik kan også være en stor hjælp.

At bruge visualiseringsøvelser og trance i pressede situationer

Når man bliver mere garvet kan man fremkalde en hypnotisk tilstand – altså en slags vågen trancetilstand, som ikke er synlig for andre – samtidig med at man fx er til et møde. Personligt bruger jeg mit indre billede af en fiskehejre i situationer, hvor jeg er ved at blive mere revet med af en stemning, end jeg ønsker. Så ”letter” jeg mentalt. Jeg oplever mig selv som en fiskehejre, der betragter det hele lidt på afstand. Fiskehejren flyver ikke skræmt op, som visse andre fugle, men letter stille og roligt og cirkler et par gange over territoriet og lander lidt på afstand af det, som den gerne vil lægge afstand til. Fordi jeg har arbejdet meget med visualiseringer af fiskehejrer, kan jeg hurtigt lave en sådan visualiseringsøvelse. Og det virker! Som bevidst, rationel person bliver jeg også pludselig lidt bedre til at betragte situationen lidt på afstand. Holde det ud i strakt arm.

At have et billede eller et symbol, som man kan fremkalde mentalt, kan give fornyede kræfter pressede situationer. At få fat i andre sider af sig selv end de rent rationelle er i sig selv en god fornemmelse.

”Livets flod” – den ukuelige kvinde og det dybe vand

Hvordan en kvinde, der har mistet sit arbejde og sin livsgnist, genfinder håbet og modet til en forandring via en fortælling.

Som psykolog møder jeg ofte mennesker på et tidspunkt i deres liv, hvor deres fortællinger om sig selv er præget af sorg, bitterhed, utryghed, usikkerhed, fortvivlelse, modløshed, bekymring, angst, meningsløshed, forvirring eller håbløshed. Og når man som menneske er fyldt af en eller flere af disse svære følelser, er det ofte svært at se fremad, at øjne et nyt håb eller overhovedet at forestille sig at ens tilstand kan blive bedre.

Det er her fortællingen kommer til sin ret. Når jeg har lyttet en rum tid til den, der sidder overfor mig i terapien, danner jeg mig langsomt et indtryk af dette menneske. Både af vedkommendes nuværende vanskeligheder og af vedkommendes personlighed generelt – og af hvordan dette menneske tidligere har tacklet vanskelige livsvilkår.

Ud fra disse indtryk forsøger jeg at danne mig et billede af personen på et mindre rationelt og bevidst plan. Jeg forestiller mig måske et dyr, en plante eller en eventyrfigur, som jeg så begynder at lave en lille fortælling om. Ofte udspringer billedet af noget, som det menneske jeg har i terapi, selv har fortalt mig om. Fx kan et menneske sige: ”Før hoppede jeg af sted i mit arbejdsliv og sprang glad fra det ene til det andet uden problemer.” Her kan jeg associere en energisk hare eller kanin, og kan så begynde at lave en historie om den, som passer til dette menneskes livssituation.

Fortællingen skal afspejle livssituationen

Historien skal afspejle de vanskeligheder, som vedkommende oplever lige nu. Til eksempel vil jeg beskrive en kvinde, som jeg havde i terapi. Hun var langtidssygemeldt fra sit arbejde på grund af fysisk sygdom, og hun havde vanskeligt ved at se et liv uden for arbejdsmarkedet. Hun havde hele sit liv været en meget stærk kvinde, der havde klaret mange svære udfordringer og kendte sig selv som en handlekraftig kvinde. Det var derfor yderst belastende for hende, at hun nu på mange måder var blevet ’klient’.

Kvinden fortalte, at hun havde et tilbagevendende mareridt, hvor hun oplevede, at hun var ved at drukne. Hun var på dybt vand, og hver gang hun stak hovedet op over vandet, kom der er hånd og pressede hende ned. Det var selvfølgelig en oplevelse, der var forbundet med stort ubehag, hjælpeløshed og i sidste ende dødsangst. Det var altså en vigtig oplevelse – et billede som dukkede op af sig selv hos kvinden i søvne.

Jeg tog derfor afsæt i denne situation. Jeg besluttede at lave en historie hvor kampen i vandet kunne tilføres noget mere håb, og rumme nogle muligheder for en fremtid. Når menneskers livsvilkår er vanskelige, skal man selvfølgelig anerkende det og forholde sig til problemerne. Fortællingens rolle er, at den kan hjælpe et menneske til at åbne en dør på klem. En dør der fører frem til løsninger, muligheder og håb.

Gendigtning af en livshistorie

Den fortælling, som jeg lavede til kvinden, udsprang af den situation, hvor hun var på dybt vand. Jeg forestillede mig kvinden som en ung pige, der var vokset op ved en flod og som var en meget habil svømmer.

Jeg forestillede mig kvinden som et menneske, der var som en fisk i vandet. En fisk, der slet ikke havde behov for at komme op – måske ikke engang havde godt af at komme op af vandet. Historien kunne derfor være kommet til at dreje sig om en fisk, men det billede, der dukkede op på min nethinde, var i stedet billedet af en lille indianerpige. Den lille indianerpige svømmede i en flod. Ud fra dette billede begyndte jeg at bygge en historie op, der i store træk afspejlede kvindens egne livserfaringer, som hun havde fortalt mig dem. Samtidigt bar historien præg af at den var et eventyr og at alt derfor kunne ske.

Ideen med at gendigte kvindens livsfortælling i eventyrform er, at det giver mulighed for at alt kan ske. Vi er som mennesker ret åbne overfor eventyr. De er ikke underlagt de samme vanemæssige begrænsninger, som vores almindelige rationelle tænkning ofte er. Billeder og fortællinger virker direkte ind på os – udenom vores rationelle bevidsthed – og kan derfor skubbe til vores mentale indstilling på et dybere plan.

Jeg lavede en fortælling til kvinden, hvor jeg beskrev en lille pige, der var datter af en indianerhøvding. Når jeg valgte at gøre faderen til høvding, var det for at tilføre styrke til figuren, fordi kvinden havde behov for at få øje på mere styrke i sig selv. Hvad jeg ikke kunne vide var, at da jeg fortalte historien til kvinden, synes hun at det var en perfekt karakteristik af hendes far. Det kunne hun og jeg så fordybe os yderligere i, i det omfang vi synes det var relevant for hendes nuværende situation.

Men mit hovedformål med fortællingen var at undersøge, om kvinden kunne se muligheder i et kommende liv udenfor arbejdsmarkedet. Nogle muligheder, som hun måske først skulle til at opdyrke. Derfor kredsede jeg om den situation, som kvinden selv havde beskrevet som et tilbagevendende mareridt og som også var en del af min fortælling.

I min fortælling oplever indianerkvinden, der nu er blevet voksen, og hvis forældre ikke længere lever, at hun ikke kan komme op af floden, der hvor hun plejer. Hun plejer at klatre op i bjergene og se ud deroppe fra. Hendes evne til at forcere de stejle bjergskråninger er noget hun som indianerkvinde er kendt og respekteret for. Men pludselig en dag kan hun ikke komme op af vandet, som hun plejer. En hånd skubber hende tilbage. Hun kæmper imod. Bliver vred og bange. Forsøger igen og igen:

Fra fortællingen

En dag svømmede kvinden som sædvanligt hen ad floden. Hun tænkte på sin far og mor, som ikke var i live længere. Hun blev tung i kroppen af det. Hun havde gjort alt hvad hun kunne. Hun kunne ikke bebrejde sig selv noget. Da hun kom til det dybe sted og skulle til at tage afsæt som sædvanlig, var kroppen for tung. Det lod sig ikke gøre. Hun prøvede igen og igen og til sidst fik hun lige fat i kanten og fik hevet sig op i armene. Forpustet lå hun der og sundede sig lidt. Nu måtte hun rejse sig og se at komme op ad bjerget. Det blev en hård tur. Kroppen værkede. Var det bjerg ikke blevet stejlere? Så hårdt plejede det da ikke at være. Hun klarede den. Så hvad der skulle gøres, hvem der skulle hjælpes og hvad der skulle ordnes. Så gik hun ned og svømmede hjem. De næste mange dage var det svært at komme op på plateauet og hårdt at komme op ad bjerget, men hun gjorde det. Hun vænnede sig til det og bemærkede det næsten ikke. Hun gav ikke sådan op. Selvfølgelig kunne hun klare det.

En dag hvor hun skulle til at kravle op på plateauet med et lille hop, kunne hun dog pludselig mærke at en usynlig hånd skubbede hende ned i vandet igen. Hvad var det? Var det en der ville hende det ondt? Hun blev vred. Men hvem skulle hun være vred på? Var det døden – sådan som nogen af indianerne talte om? Var der nogen der ville afholde hende fra livet? Hvem skulle det være? Kvinden kæmpede imod og forsøgte igen at komme op Til sidst måtte hun opgive og svømme tilbage. Det fortsatte i dagevis. Hver dag kæmpede hun med den usynlige hånd.. Pludselig faldt der hende noget ind. De indianere, der var bange for det dybe sted, var de indianere, der ikke havde lært at svømme. Hun kunne svømme. Hun kunne flyde. Hun kunne dykke. Hun kunne boltre sig i vandet. Hun prøvede det. Ingen hånd holdt hende tilbage fra at tumle sig i vandet eller ligge stille på ryggen og flyde. Pludselig forstod hun at det var det hånden ville vise hende. Hun skulle blive i dette våde, bløde element. Dette element, hvor hun kunne boltre sig. Dette element var godt nok meget blødt i forhold til bjerget. Men det var alligevel et stærkt element. Vandet havde en helt anden styrke end bjerget. Vandet var bevægeligt, smidigt og foranderligt. At blive i vandet var ikke at dø. At blive i vandet var netop at vælge livet. Livets Flod.

Også herfra kunne hun være til støtte og hjælp for andre, men nu kunne hun ikke længere komme til dem. Nu måtte de i stedet komme til hende. Hun måtte hele tiden bevare kontakten med vandet. Blive i dalen og se de ting, hun kunne se herfra.”

artikkel-5
Livet som ’bjergbestiger’ og som ’en fisk i vandet’ er meget forskellige liv. Dermed illustrerer historien den store forskel på kvindens tidligere livssituation som sund og rask og aktiv på arbejdsmarkedet, og hendes nuværende situation, hvor hun på grund af smerter må leve et andet liv – mere tilbagetrukket end tidligere.
I sådan en situation er det almindeligt, at man oplever sig selv som stærk, når man er arbejdsaktiv og som svag, når man er udenfor arbejdsmarkedet. Det er det samme ældre mennesker oplever, når de hører sig selv omtalt som ”ældrebyrden”. Det ligger der ikke meget styrke i. Men virkeligheden er jo, at mange ældre mennesker og mennesker med forskellige sygdomme har en utrolig mental styrke og ofte en stor indsigt i tilværelsen. Bjergmassiver og vand er repræsentanter for kontrasten mellem et liv på arbejdsmarkedet og et liv udenfor arbejdsmarkedet i denne historie.

Selvom bjerge er hårde og vand er blødt – rummer begge en enorm styrke. Det er den indsigt, jeg ønsker at åbne for. I stedet for at se sig selv som svag på grund af sin sygdom, ville det være hensigtsmæssigt at se sig selv som stærk på en anden og ny måde. Måske kende hun slet ikke sin nye styrke endnu, men skal først til at lede efter den igennem de næste samtaler.

Fortællinger kan forandre os

Det utrolige ved fortællinger er, at de virker så stærkt og direkte ind på os. Kvinden, som jeg havde i terapi, var utrolig glad for og berørt af eventyret, som hun takkede mig meget for. Eventyret om indianerpigen ved Livets Flod gav hende mod på at betragte sin livssituation på en ny måde. Det betød ikke at hendes problemer var løst – langt fra. Men historien gav hende mod til at se fremad og forestille sig et liv udenfor arbejdsmarkedet. Ja, hun ikke bare forestillede sig det, men værdsatte de muligheder, der kunne ligge i det. Muligheden for at slække på handlekraften og styrke selvindsigt og fordybelse.

Med lidt øvelse og evt. med lidt hjælp fra andre menneskers billedsprog om os, kan vi alle arbejde med vores fortællinger om os selv. Fortællingerne skaber os. Fortællingerne forandrer os. Gendigtninger af vores liv kan åbne nye døre – måske til et liv med helt nye facetter, muligheder og håb…

Få nærhed i dit parforhold

Problemer i parforholdet?

  • Har du problemer i dit parforhold?
  • Måske lider du af jalousi?
  • Føler du sig ensom, selvom I er to?
  • Har I svært ved at tale sammen uden at skændes eller lukke af?
  • Har du/I mistet lysten til sex?
  • Har I magtkampe?

Hvem har skylden?

Når gnisten forsvinder og der opstår problemer i parforholdet, er mange tilbøjelige til at skyde skylden på den anden part. Man oplever at den anden er årsag til ens smerte. Man synes at den anden har nøglen til ens lykke. Men det er sjældent, det kun er den ene part, der har ansvaret.

Det er vigtigt at pointere, at man ikke kan forbedre sit parforhold, ved at ændre på modparten. Det er en fælles proces, der skal til.  Et ønske om at tale sammen på en ny måde, lytte på en ny måde, være sammen på en ny måde.

Hvad skal der til?

Mange problemer i parforholdet skyldes dårlig kommunikation. Man tror, man ved, hvordan den anden tænker og hvordan den anden føler. Man glemmer at fortælle hinanden det – og man glemmer at være nysgerrige overfor hinanden. At lægge mærke til hinanden. Måske har man også glemt at lægge mærke til sig selv og så er det jo vanskeligt at fortælle den anden, hvordan man har det.

Hvis du oplever at dit parforhold har mistet sin gnist, er der grund til at overveje at gøre noget ved det. Gennem terapi kan I måske genfinde den gensidige nærhed og forståelse for hinanden. Hvis I giver jer selv lov til at opleve hinanden på nye måder, vil det kunne fremme nærheden og indsigten og dermed måske få kærligheden til at blomstre igen.

Hvad kan man lære af parterapi?

Man får hjælp til at lytte til hinanden på nye måder. Lige gyldigt om der er tale om skænderier, lukkethed, tavshed, utroskab eller problemer med sex-livet, så er der nogle ting, det kan være gavnligt at lære:

Man kan lære at tale sammen, respektere og forstå hinanden – også når man ikke er enige.
Man kan lære at tale sammen om følsomme ting – i stedet for at skændes og lukke i.
Man kan lære at få øje på, hvordan problemerne opstår. Man kan lære at få mere kontrol over, hvad der sker. Man kan lære at se hinanden på nye måder, og dermed få en ny nærhed og varme.