Tanjas diagnose

En kvinde, Tanja, kommer i terapi hos mig. Efter to-tre samtaler vil hun fortælle mig noget. Noget svært. En diagnose. Bare tanken om det fylder hende med uro og bekymring. Hun læner sig frem, tøver, siger nej, læner sig tilbage, folder sig sammen, retter sig op, læner sig frem igen. Hun beder om forsikringer, vil jeg love hende at jeg stadigt respekterer hende bagefter? Hun svarer selv benægtende, inden jeg kan nå at svare, det kan jeg ikke love, siger hun. Hun er virkelig utilpas, ser det ud til, bange for min reaktion. Hun er bange for, at det, at sige diagnosen højt, vil ændre mit syn på hende, min oplevelse af hvem hun er. Jeg kommer med adskillige forsikringer om, at diagnoser ikke er så afgørende for mig, at diagnoser ikke kan udslette eller udfordre de indtryk, jeg allerede har dannet mig af hende.

Diagnoser kan højst tjene som et bidrag til et samlet hele. For mig er et ord, et begreb, vi kan udforske og diskutere. En nuance, en tilføjelse til det samlede billede af et menneske. Nu er Tanja en anelse beroliget og sig i kaster sig ud i en fortælling om en masse voldsomme oplevelser. Hun klæder mig på til at forstå baggrunden for den diagnose, som hun endnu ikke har sagt højt.

Da Tanja efter det meste af en time siger diagnosen ”bipolar”, virker hun flov. Jeg leder derfor efter nogle mere neutrale eller måske ligefrem positive eller åbne associationer til ordet. Og så er det, det slår mig: to poler, som sydpolen og nordpolen. Nu er ideen til en historie på vej. Den skal tage afsæt i en rejse mellem de to poler.

Jeg synes det er oplagt at forbinde Tanja med en blomst eller noget andet, der har med frodighed og liv at gøre, da det passer til den oplevelse jeg har af Tanja og de mange andre handlinger og valg hun har fortalt om. Jeg tegner en cirkel på flip-overen, der står imellem os. På jordkloden er der jo også to poler, siger jeg. Det er fantastisk at opleve hendes reaktion. Forundring, glæde, overraskelse.  Egentlig er det vel ikke nogen særlig original ide, den ligger nærmest lige til højrebenet, men det gør ikke Tanjas begejstring mindre. Jeg kan fornemme af vores efterfølgende samtale, at bipolar nu er ved at få andre betydninger, der bærer langt mere præg af muligheder.

Vi slutter dagens samtale af, og om aftenen går jeg i gang med at lave en historie, som jeg fortæller til Tanja næste gang vi mødtes. I historien har jeg forsøgt at afspejle de mange voldsomme oplevelser, der går forud for diagnosen, og så skitsere en åbning. For at bringe læseren så tæt som muligt på min praksis med at skrive og fortælle historier i terapi, bringer jeg hermed en bid af den historie, som jeg skrev til Tanja.

“Flora husker stadigt en tid for længe siden… Det var engang i november, at isen var smeltet på den antarktiske halvø og hun kunne krybe frem som mos og lav. Hun kunne krybe omkring langs kysten mellem pelssæler og havfugle, mens hvaler og isflager svømmede rundt i vandet omkring hende. Men hurtigt kom isen igen og dækkede alt til, og der var koldt og lidt for ugæstfrit for Flora… Endnu drømmer hun om dette sted, hvor hun vil vokse sig stor og stærk.  På vejen op gennem Ildlandet rammes Flora af den ene store rasende storm efter den anden.  Vindene kommer uden varsel og brøler hende ind i ansigtet, og hun blæser hid og did, helt bestemt af hvordan vinden blæser. Det er de susende hårde vinde, der bor omkring den fyrreogtyvende breddegrad. De brølende, de skrigende og de hylende 40’er, kalder man dem. Og det siger jo i sig selv noget. De voldsomme, barske vinde er lige ved at knække Flora. Men hun er klog og begynder derfor at vokse frem som jordbærstængler, smyge sig langs jorden, lægge sig fladt ned for vinden, gøre sig næsten usynlig. Lade vindene få det som de vil. Ikke noget med at gå op imod dem. Og trods brølen og skrigen og hylen klarer Flora vindene, hun klarer det netop, fordi hun bøjer og strækker sig, lægger sig fladt ned mod den gode jord, hvor hun surrer sig fast, suger næring til sig, holder sig i læ. Hun smyger sig bogstaveligt talt langs jorden med sine fine grønne blade og små, aromatiske og meget røde og velsmagende bær.

Som årene går, bevæger Flora sig på denne måde længere og længere ud mod den sydamerikanske vestkyst, stille og roligt vokser hun, nu som smukke kaktus. Som karismatisk kaktus breder hun sig op i de imponerende og magtfulde Andesbjerge, hvor hun bliver kendt for sine helbredende egenskaber.”

(Lotte Lykke Frederiksen, 6. marts 2014, redigeret 1. april 2014, redigeret igen 7. dec. 2014)

Med Tanja blev denne historie, og selve metaforen med polerne, bærende for de næste samtaler og satte en masse refleksioner i gang.  Siden har historien været med enten aktivt i samtalen eller som en fælles viden, en fælles referenceramme, en måde at tale om det svære uden nødvendigvis at skulle adressere flovheden eller skammen.

Der er en del terapeutisk materiale i næsten enhver metafor, og kan man mærke det andet menneskes glæde for metaforen, ja så kan den i fællesskab uddybes og trækkes i mange retninger. Vores snak om polernes position får Tanja til at tale om alt det, hun gerne vil i sit liv på jorden. Hun taler, om at hun har prøvet det ekstremt åbne og det ekstremt triste og lukkede. Nu er hun klar til nye positioner.

Unable to display Facebook posts.
Show error

Error: Error validating application. Application has been deleted.
Type: OAuthException
Code: 190
Please refer to our Error Message Reference.