Eksistentiel praksis – eller forelskelse reduceret til hormoner?

Forelskelse reduceret til hormoner og neurotransmittere

Naturvidenskabsfolk leder typisk efter det, der gælder for mange mennesker: Det, der kan generaliseres.  Essensen kunne man sige. Overlæge Troels W. Kjær fra Neurofysiologisk Afdeling på Rigshospitalet, forklarer fx kærlighed og forelskelse som et kompliceret samspil af hormoner og neurotransmittere i de elskendes hjerner (Kjær, 2008). Hvis man er forelsket, vil man sandsynligvis ikke føle sig genkendt i denne beskrivelse. Måske vil man ligefrem føle at den ødelægger ens oplevelse af noget stort og enestående i ens liv.

Eksistensfilosofien koger ikke ting ned til en essens, der er generel for alle. Heller ikke ne generel udviklingsteori. Eksistentiel praksis stiller spørgsmål – ligesom i filosofferne.

Eksistentiel praksis tager afsæt i filosofien

  • Jean-Paul Sartre, der i 1946 pointerer at ”eksistensens går forud for essensen”
  • Søren Kierkegaard, der i 1849 beskriver, hvordan et menneske bliver til i kraft af sin oplevelse af sig selv, eller formuleret med Kierkegaards egne ord: Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv”

Ifølge Kierkegaard er det netop det, at vi forholder os til os selv, der gør os til mennesker. Og i en eksistentiel praksis undersøger man sammen, hvordan det enkelte menneske forholder sig til sig selv. Og man opdager, at hvert eneste menneske forholder sig forskelligt, er forskelligt.

Når Sartre betoner mennesket som en eksistens snarere end en essens, er hans pointe, at man ikke kan koge et menneske ned til en række komponenter – en essens – uden at reducere dette menneske.   I en eksistentiel terapeutisk praksis lader man derfor ikke diagnoser og andre generelle beskrivelser danne model for det menneske, man sidder overfor. Man kan godt tale om diagnoser, men det er ikke dem, der definerer personen.

Den amerikanske psykoterapeut Irvin Yalom opridser i 1998 fire grundtemaer, vi alle kæmper med som mennesker. Yalom betoner angsten for døden, angsten for at være alene, angsten for friheden og angsten for meningsløsheden som de store eksistentielle udfordringer i vores liv. I den eksistentielle terapi er det oplagt at nærme sig disse emner sammen. Det er imidlertid ikke emnerne, der sætter dagsordenen for terapien. Det gør det menneske, man sidder overfor. Dette menneskes livsfortælling.

Din livsfortælling

Der findes kun ét liv, der ser præcis ud som dit. Nogle kan have oplevet noget, der ligner, men DIN livsfortælling er unik. En eksistentiel livsfortælling fortæller, hvad lige netop dette menneske har oplevet af glæder, sorger og udfordringer. Det er DIN livsfortælling der er interessant i en eksistentiel terapi.

Det betyder ikke at alting handler om dig. Du tager valg, der gør andre godt eller ondt, og det må du tage ansvar for.

Fænomenologisk holdning – eller dengang jeg skræmte min klient

Dengang jeg skræmte min klient

Jeg vil nu prøve at beskrive min styrende terapeutiske metode – at praktisere en fænomenologisk holdning –  ud fra en oplevelse, jeg engang havde med en ung kvinde, der gik i terapi hos mig.  Jeg har valgt et lidt dramatisk eksempel af pædagogiske årsager. Det dramatiske gør mig yderst bevidst om min fænomenologiske holdning i situationen, og det bliver derfor nemmere for mig at beskrive min forholdemåde.

Der er tale om en ung kvinde, der har været hos mig en del gange, og som jeg føler, jeg kender rimelig godt. Hun fortæller, at hun har sagt noget til sine forældre og efterfølgende følt sig lille og klemt. Så meget at hun næsten ikke kunne trække vejret.

En ansvarlig kvinde, der er ved at kvæles

Kvinden har før fortalt, hvor bekymret hun er for sine forældres ve og vel. Hun føler sig meget ansvarlig for, om de har det godt, og samtidigt er hun ”ved at kvæles”.   Kvinden har en mand, og de har sammen to børn. Vi har før talt om kvindens forældre og hendes behov for at have lidt mere afstand til dem, især mentalt.

Den episode, jeg vil fortælle om, finder sted på et tidspunkt, hvor kvinden lige har nævnt en udtalelse fra sin far, som jeg opfatter som grov og krænkende. Jeg spørger derfor kvinden, hvad hun syntes om bemærkningen, og hun fortæller, at hun havde svært ved at få luft efterfølgende. Jeg fortæller kvinden, at jeg selv får voldsom lyst til at slå i bordet. Kvinden spørger undrende, hvad jeg mener.

Jeg slår i bordet

Hvordan? siger hun, og så vælger jeg at slå min hånd hårdt ned i en bunke papirer ved siden af mig, og i den forbindelse falder en bog på gulvet med et brag. Kvinden spærrer øjnene op, hendes blik holder mig fast et stykke tid. Skræmt? Chokeret? Forvirret? Jeg kunne ikke læse blikket, ikke regne det ud. Jeg kunne bare se, at min opfordring til at sige fra ikke var blevet modtaget som en opfordring, men snarere som en trussel.

Kvinden trækker benene op under sig i stolen, krummer ryggen sammen over benene og siger stille ud imellem tænderne: ”der røg relationen”. Jeg blev først stille, så mærkede jeg, at jeg var ked af det og overrasket, hvilket jeg sagde til hende. I lang tid talte vi om, hvad jeg havde prøvet at fortælle fra min stol, og hvad hun havde oplevet i sin stol. Det endte med, at hun en halv times tid senere sagde, at hun troede på, at hun langsomt kunne bygge relationen op igen.

At blive ved og ved, indtil den anden føler sig forstået

Jeg lovede hende aldrig mere at slå i bordet i hendes terapisessioner, og jeg fortalte, at vi hen ad vejen nok kunne drage noget nyttig læring af hendes forskrækkelse, men at det på ingen måde havde været min mening at gøre hende bange. Min intension er imidlertid ikke vigtig her. Det vigtige er at jeg som terapeut bliver ved og ved indtil jeg føler, at jeg forstår den anden, og indtil jeg oplever, at den anden føler sig forstået. Jeg må sikre mig igen og igen, om jeg har set rigtigt. Om det jeg ser, er det samme som den anden ser eller oplever. Det er det, jeg kalder, at praktisere fænomenlogisk holdning.

Jeg må bestræbe mig på at finde ud af, hvordan min knytnæve fremstår ovre hos den anden. Hvilken følelse fremkaldte min knytnæve hos kvinden? Utryghed. Hvilken form for kropsfornemmelse? Uro, hjertebanken og fornemmelsen af mangel på luft, som hun kender det fra sin far. Og hvilken tanke? ”Der røg relationen”.

Det er et langsommeligt arbejde at forholde sig fænomenologisk, men det er min erfaring, at det er arbejdet værd. At blive ved med at spørge, at forholde sig ydmygt undersøgende, at forsøge at fornemme, hvad den anden mærker. Det er ikke let, og det går ikke hurtigt, men det menneske man taler med vil formodentlig være godt tilfreds med tempoet, med at føle sig set og nogenlunde forstået.

Fænomenologisk holdning fører til eksistentiel terapi

I 2003 beskrev jeg sammen med Kai Lykke Christensen fænomenologien som både ”en metode og en psykologisk holdning” (Frederiksen & Christensen, 2003: 17), men jeg er siden kommet frem til at ”det er holdningen, der er det bærende” (Frederiksen, 2013: 21), fordi den fænomenologiske metode ligesom vokser ud af den fænomenologiske holdning. Hvis man praktiserer en fænomenologisk holdning, vil ens terapi blive fænomenologisk og eksistentiel i sin karakter.

Ensomhed – Hvem rammer det?

Kender du nogle, der ikke er ensomme?

Ja, det gør du måske. Men det kan være svært at vide, for man kan jo ikke se på et menneske, om vedkommende føler sig ensom. Han eller hun kan være gift, have børn eller omgive sig med en stor bekendtskabskreds, men alligevel føle sig glemt eller overset, måske endda holdt udenfor. Og du og jeg, vi kan ikke vide det. For man kan ikke se ensomheden.

Nogle bor alene og taler næsten aldrig med andre menneske, men har det fint med det. Andre er ensomme, fordi de føler sig anderledes end de mennesker, de færdes iblandt. Måske har de en helt anden holdning, udseende, baggrund eller seksualitet, og er bange for at blive afvist.
Følelsen af ensomhed kan bedst udfordres gennem samtale eller fælles opgaver. Når man taler sammen eller arbejder sammen, skabes der et fællesskab. Det har mennesker brug for.

Føler du dig ensom?

Hvis du føler dig ensom, svag, modløs eller udelukket fra et fællesskab, er det så meget desto vigtigere at åbne munden og dele det med nogen. Selvfølgelig ikke den første den bedste, men en som du har udvalgt som den, du føler dig mest tryg ved, trods alt. Måske skal du prøve at vælge en person fra en helt anden sammenhæng end den, du normalt færdes i.

Du kan tage mod til dig ved at lytte til et par historier i Mindfull og Hypnose – appen, PSYKOLOGENS VÆRKTØJSKASSE, som kan downloades fra Appstore eller Google Play. Start fx med historien om “Det lille blå væsen”.

 

Unable to display Facebook posts.
Show error

Error: Error validating application. Application has been deleted.
Type: OAuthException
Code: 190
Please refer to our Error Message Reference.