Luftighed og elefanter – hvad har det med hinanden at gøre?

Lær at bruge storytelling i terapi eller supervision

Jeg har mødt mange psykologkolleger,  der ikke tror, de kan finde ud af at lave historier til deres egen praksis. Det vil jeg gerne udfordre.

Alle kan fortælle – det er almenmenneskeligt. At lave “rigtige” historier, og bruge dem i terapi, er et spørgsmål om øvelse. Du skal bare finde din egen form. Start med at lægge mærke til dit billedsprog eller dine særlige hjemmelavede udtryk. Kreativiteten kan også hjælpes i gang med billeder, næsten ligegyldigt hvilke. I mine supervisioner bruger jeg en stor stak gratispostkort, som jeg har samlet i en årrække.

En af mine supervisioner kommer i gang med storytelling på baggrund af disse kort. Det er tredje gang vi ses, og min supervisand, som vi kan kalde Sus, taler om længsel. Det er ikke helt klart, hvad hun længes efter. Jeg opfordrer Sus, som er en erfaren psykolog, til at kigge i bunken af postkort og vælge et kort, der kan sige et eller andet om hendes længsler, både arbejdsmæssigt og privat.

Elefanter og luftighed

Hun vælger hurtigt et kort, der forestiller “en elefant, der rækker ud efter noget til en flodhesteunge – de har fælles fodslag. Og så er der en slange.” Sus opfatter kortet som “sødt” og “luftigt.” Jeg spørger ind til ordet ”luftigt.” Hun begynder at tale om ”luftighed.” Det er en ønsket tilstand i hendes liv og hendes terapi. Luftighed viser sig at være et ord for “rum, rummelighed, at være i ro med sig selv.” Sus har aldrig før tænkt over ordet, siger hun. Hun har egentlig bare brugt det og taget det som en selvfølge, ikke skænket det en tanke før. Vi taler om de billeder, det fremkalder i hende at tale om rum, om luft, om ro. Sus  har også valgt to andre kort, der begge afbilder giraffer.  Hun lægger dem ned på bordet, mens hun siger at hun “hellere ville have valgt en elefant”, da hun har et særligt forhold til elefanter. “Deres nærhed, deres intelligens, at de kan sørge og at de kan forsvare sig. De er en særlig race på jorden”. Sus er optændt af samtalen, som ruller af sted som en velsmurt associationskæde.

En fugleunge

Da vi senere kommer til at tale om hendes ønske om at lære at bruge den samme metode i sin egen praksis, er hendes første reaktion, at det vil falde hende svært, at hun “har for lidt fantasi.” Jeg sætter mig derfor for at gøre Sus opmærksom på hver gang, hun bruger særlige billeder eller ord, der kunne danne grundlag for en historie. Og som alle andre er hun fuld af billeder; en pige der kommer i terapi hos hende beskrives som en ”fugleunge, der kalder på beskyttelse.”

Da vi har mødtes et par gange, begynder hun at lave sine egne fine historier, og bruge dem i sin terapi. Hun synes det er en ”helt ny verden, der har åbnet sig.”

 

 

 

 

Tanjas diagnose

En kvinde, Tanja, kommer i terapi hos mig. Efter to-tre samtaler vil hun fortælle mig noget. Noget svært. En diagnose. Bare tanken om det fylder hende med uro og bekymring. Hun læner sig frem, tøver, siger nej, læner sig tilbage, folder sig sammen, retter sig op, læner sig frem igen. Hun beder om forsikringer, vil jeg love hende at jeg stadigt respekterer hende bagefter? Hun svarer selv benægtende, inden jeg kan nå at svare, det kan jeg ikke love, siger hun. Hun er virkelig utilpas, ser det ud til, bange for min reaktion. Hun er bange for, at det, at sige diagnosen højt, vil ændre mit syn på hende, min oplevelse af hvem hun er. Jeg kommer med adskillige forsikringer om, at diagnoser ikke er så afgørende for mig, at diagnoser ikke kan udslette eller udfordre de indtryk, jeg allerede har dannet mig af hende.

Diagnoser kan højst tjene som et bidrag til et samlet hele. For mig er et ord, et begreb, vi kan udforske og diskutere. En nuance, en tilføjelse til det samlede billede af et menneske. Nu er Tanja en anelse beroliget og sig i kaster sig ud i en fortælling om en masse voldsomme oplevelser. Hun klæder mig på til at forstå baggrunden for den diagnose, som hun endnu ikke har sagt højt.

Da Tanja efter det meste af en time siger diagnosen ”bipolar”, virker hun flov. Jeg leder derfor efter nogle mere neutrale eller måske ligefrem positive eller åbne associationer til ordet. Og så er det, det slår mig: to poler, som sydpolen og nordpolen. Nu er ideen til en historie på vej. Den skal tage afsæt i en rejse mellem de to poler.

Jeg synes det er oplagt at forbinde Tanja med en blomst eller noget andet, der har med frodighed og liv at gøre, da det passer til den oplevelse jeg har af Tanja og de mange andre handlinger og valg hun har fortalt om. Jeg tegner en cirkel på flip-overen, der står imellem os. På jordkloden er der jo også to poler, siger jeg. Det er fantastisk at opleve hendes reaktion. Forundring, glæde, overraskelse.  Egentlig er det vel ikke nogen særlig original ide, den ligger nærmest lige til højrebenet, men det gør ikke Tanjas begejstring mindre. Jeg kan fornemme af vores efterfølgende samtale, at bipolar nu er ved at få andre betydninger, der bærer langt mere præg af muligheder.

Vi slutter dagens samtale af, og om aftenen går jeg i gang med at lave en historie, som jeg fortæller til Tanja næste gang vi mødtes. I historien har jeg forsøgt at afspejle de mange voldsomme oplevelser, der går forud for diagnosen, og så skitsere en åbning. For at bringe læseren så tæt som muligt på min praksis med at skrive og fortælle historier i terapi, bringer jeg hermed en bid af den historie, som jeg skrev til Tanja.

“Flora husker stadigt en tid for længe siden… Det var engang i november, at isen var smeltet på den antarktiske halvø og hun kunne krybe frem som mos og lav. Hun kunne krybe omkring langs kysten mellem pelssæler og havfugle, mens hvaler og isflager svømmede rundt i vandet omkring hende. Men hurtigt kom isen igen og dækkede alt til, og der var koldt og lidt for ugæstfrit for Flora… Endnu drømmer hun om dette sted, hvor hun vil vokse sig stor og stærk.  På vejen op gennem Ildlandet rammes Flora af den ene store rasende storm efter den anden.  Vindene kommer uden varsel og brøler hende ind i ansigtet, og hun blæser hid og did, helt bestemt af hvordan vinden blæser. Det er de susende hårde vinde, der bor omkring den fyrreogtyvende breddegrad. De brølende, de skrigende og de hylende 40’er, kalder man dem. Og det siger jo i sig selv noget. De voldsomme, barske vinde er lige ved at knække Flora. Men hun er klog og begynder derfor at vokse frem som jordbærstængler, smyge sig langs jorden, lægge sig fladt ned for vinden, gøre sig næsten usynlig. Lade vindene få det som de vil. Ikke noget med at gå op imod dem. Og trods brølen og skrigen og hylen klarer Flora vindene, hun klarer det netop, fordi hun bøjer og strækker sig, lægger sig fladt ned mod den gode jord, hvor hun surrer sig fast, suger næring til sig, holder sig i læ. Hun smyger sig bogstaveligt talt langs jorden med sine fine grønne blade og små, aromatiske og meget røde og velsmagende bær.

Som årene går, bevæger Flora sig på denne måde længere og længere ud mod den sydamerikanske vestkyst, stille og roligt vokser hun, nu som smukke kaktus. Som karismatisk kaktus breder hun sig op i de imponerende og magtfulde Andesbjerge, hvor hun bliver kendt for sine helbredende egenskaber.”

(Lotte Lykke Frederiksen, 6. marts 2014, redigeret 1. april 2014, redigeret igen 7. dec. 2014)

Med Tanja blev denne historie, og selve metaforen med polerne, bærende for de næste samtaler og satte en masse refleksioner i gang.  Siden har historien været med enten aktivt i samtalen eller som en fælles viden, en fælles referenceramme, en måde at tale om det svære uden nødvendigvis at skulle adressere flovheden eller skammen.

Der er en del terapeutisk materiale i næsten enhver metafor, og kan man mærke det andet menneskes glæde for metaforen, ja så kan den i fællesskab uddybes og trækkes i mange retninger. Vores snak om polernes position får Tanja til at tale om alt det, hun gerne vil i sit liv på jorden. Hun taler, om at hun har prøvet det ekstremt åbne og det ekstremt triste og lukkede. Nu er hun klar til nye positioner.

Unable to display Facebook posts.
Show error

Error: Error validating application. Application has been deleted.
Type: OAuthException
Code: 190
Please refer to our Error Message Reference.

At fortælle historier – at fortælle sig selv

Historier er en del af min terapi, min supervision, mit liv. Jeg har mine egne historier. En handler om en fiskehejre, der er god til at holde afstand. Fiskehejren minder mig om at løfte mig lidt op, når noget er svært, så jeg kan bevare overblikket.  En anden historie handler om at blive mere katteagtig og ikke så efterrettelig, som en hund. Gå sin vej med et sving med halen, hvis noget bliver for broget.

At fortælle historier knytter an til en almen menneskelig fortælletradition.  Man kan overveje om ikke vores evne til at fortælle historier er det, der adskiller os tydeligst fra dyrene. Vi kan fortælle om os selv, om hinanden, om fortid og fremtid.

Gennem sine fortællinger, kan et menneske lave sig om. Ikke sådan lige med et, men stille og roligt. Over år. Jeg har set mennesker, der ændrer sig på en smuk og stille måde, eller en pludselig og dramatisk vis. Begge dele er rørende.

Du kan også fortælle dig selv frem.  Lad mig forklare, hvad jeg mener. Måske tænker du nogle gange:  ”Jeg er ensom.” Men hvis vi nu kommer lidt flere nuancer på fortællingen, så må vi vide noget om, hvad lægger du i ordet ensom. Hvornår du er ensom. Hvordan det er for dig at være ensom. Hvad er egentlig for dig det modsatte af ensom?  Alt det, som du svarer mig på disse spørgsmål bliver en del af din fortælling om dig. Men nogle gange er du sikkert også glad eller vred eller fjollet, og så kunne jeg stille dig nogle lignende spørgsmål og du ville folde endnu en del af fortællingen om dig selv ud. Du ville langsomt begynde at fortælle dig selv.