Luftighed og elefanter – hvad har det med hinanden at gøre?

Lær at bruge storytelling i terapi eller supervision

Jeg har mødt mange psykologkolleger,  der ikke tror, de kan finde ud af at lave historier til deres egen praksis. Det vil jeg gerne udfordre.

Alle kan fortælle – det er almenmenneskeligt. At lave “rigtige” historier, og bruge dem i terapi, er et spørgsmål om øvelse. Du skal bare finde din egen form. Start med at lægge mærke til dit billedsprog eller dine særlige hjemmelavede udtryk. Kreativiteten kan også hjælpes i gang med billeder, næsten ligegyldigt hvilke. I mine supervisioner bruger jeg en stor stak gratispostkort, som jeg har samlet i en årrække.

En af mine supervisioner kommer i gang med storytelling på baggrund af disse kort. Det er tredje gang vi ses, og min supervisand, som vi kan kalde Sus, taler om længsel. Det er ikke helt klart, hvad hun længes efter. Jeg opfordrer Sus, som er en erfaren psykolog, til at kigge i bunken af postkort og vælge et kort, der kan sige et eller andet om hendes længsler, både arbejdsmæssigt og privat.

Elefanter og luftighed

Hun vælger hurtigt et kort, der forestiller “en elefant, der rækker ud efter noget til en flodhesteunge – de har fælles fodslag. Og så er der en slange.” Sus opfatter kortet som “sødt” og “luftigt.” Jeg spørger ind til ordet ”luftigt.” Hun begynder at tale om ”luftighed.” Det er en ønsket tilstand i hendes liv og hendes terapi. Luftighed viser sig at være et ord for “rum, rummelighed, at være i ro med sig selv.” Sus har aldrig før tænkt over ordet, siger hun. Hun har egentlig bare brugt det og taget det som en selvfølge, ikke skænket det en tanke før. Vi taler om de billeder, det fremkalder i hende at tale om rum, om luft, om ro. Sus  har også valgt to andre kort, der begge afbilder giraffer.  Hun lægger dem ned på bordet, mens hun siger at hun “hellere ville have valgt en elefant”, da hun har et særligt forhold til elefanter. “Deres nærhed, deres intelligens, at de kan sørge og at de kan forsvare sig. De er en særlig race på jorden”. Sus er optændt af samtalen, som ruller af sted som en velsmurt associationskæde.

En fugleunge

Da vi senere kommer til at tale om hendes ønske om at lære at bruge den samme metode i sin egen praksis, er hendes første reaktion, at det vil falde hende svært, at hun “har for lidt fantasi.” Jeg sætter mig derfor for at gøre Sus opmærksom på hver gang, hun bruger særlige billeder eller ord, der kunne danne grundlag for en historie. Og som alle andre er hun fuld af billeder; en pige der kommer i terapi hos hende beskrives som en ”fugleunge, der kalder på beskyttelse.”

Da vi har mødtes et par gange, begynder hun at lave sine egne fine historier, og bruge dem i sin terapi. Hun synes det er en ”helt ny verden, der har åbnet sig.”

 

 

 

 

At fortælle historier – at fortælle sig selv

Historier er en del af min terapi, min supervision, mit liv. Jeg har mine egne historier. En handler om en fiskehejre, der er god til at holde afstand. Fiskehejren minder mig om at løfte mig lidt op, når noget er svært, så jeg kan bevare overblikket.  En anden historie handler om at blive mere katteagtig og ikke så efterrettelig, som en hund. Gå sin vej med et sving med halen, hvis noget bliver for broget.

At fortælle historier knytter an til en almen menneskelig fortælletradition.  Man kan overveje om ikke vores evne til at fortælle historier er det, der adskiller os tydeligst fra dyrene. Vi kan fortælle om os selv, om hinanden, om fortid og fremtid.

Gennem sine fortællinger, kan et menneske lave sig om. Ikke sådan lige med et, men stille og roligt. Over år. Jeg har set mennesker, der ændrer sig på en smuk og stille måde, eller en pludselig og dramatisk vis. Begge dele er rørende.

Du kan også fortælle dig selv frem.  Lad mig forklare, hvad jeg mener. Måske tænker du nogle gange:  ”Jeg er ensom.” Men hvis vi nu kommer lidt flere nuancer på fortællingen, så må vi vide noget om, hvad lægger du i ordet ensom. Hvornår du er ensom. Hvordan det er for dig at være ensom. Hvad er egentlig for dig det modsatte af ensom?  Alt det, som du svarer mig på disse spørgsmål bliver en del af din fortælling om dig. Men nogle gange er du sikkert også glad eller vred eller fjollet, og så kunne jeg stille dig nogle lignende spørgsmål og du ville folde endnu en del af fortællingen om dig selv ud. Du ville langsomt begynde at fortælle dig selv.